Knæk Cancer Løbet 26. oktober 2024, blev for 9. gang afholdt med stor succes i Aabybro og på Øland, fortæller Karsten Sørensen fra Rofl Run til Blokhus Medier.
Løbet, der er non-profit, samlede over 521 deltagere, sponsorer og 50 frivillige for at støtte kampen mod cancer og er et blandt flere initiativer, der har haft til formål at samle ind til Kræftens Bekæmpelse.
Der var sørget for at interesserede kun tilmelde sig en række forskellige distancer, som var målrettet såvel øvede som uøvede.
Ruterne var alt lige fra 1,6 km, 5 km, 8 km, kvartmarathon (10,55 km) og op til halvmarathon (21,1 km).
Derudover var der en række specielle aktiviteter som f.eks. One Mile Børneoplevelsesløb, Det Store Mysterium (et familieorienteret løb) og Naturoplevelse Walk & Run på Øland.
Starten gik henholdsvis fra Spejderhuset på Øland og FGU Jammerbugt i Aabybro.
Vejret viste sig fra sin bedste side i forbindelse med arrangementet, hvilket var en heldig kontrast til søndagens regnvejr.
Takket være den enorme støtte og deltagelse kunne arrangørerne sende en donation på 81.024 kr. til Knæk Cancer, hvilket bidrog til det totale indsamlede beløb for Knæk Cancer Aabybro, der nåede imponerende 610.000 kr., fortæller en begejstret Karsten Sørensen.
-Vi er utrolig taknemmelige for den fantastiske stemning og for alle, der mødte op og gjorde dette muligt.
Arrangørerne ønsker samtidig at rette en særlig tak til FGU Nordvest Jammerbugt for deres fortræffelige samarbejde og til eleverne for deres imponerende indsats, siger Karsten Sørensen. Der skal også lyde en stor tak til forfatter Henriette Borup Borregaard og Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen for deres inspirerende åbningstaler. Med hjælp fra hjemmeværnet blev arrangementet afviklet trafiksikkert og problemfrit.
Alt sammen noget, der har bidraget positivt for at gennemføre med så stor succes, sig er Karsten Sørensen og fortsætter:
-Husk at møde livet med et smil, og tak for jeres engagement og støtte
Næste år markeres 10-års jubilæet for Knæk Cancer Løbet, og der ser arrangørerne frem til at fejre denne særlige milepæl.