Saksen er klar hos Klipoteket og byens frisører
– Telefonen kimer uafbrudt hos Klipoteket i Vestergade i Aabybro og har gjort det siden fredag morgen, hvor det blev klart, at Folketinget tillader blandt andre frisører at åbne deres saloner fra på mandag.
Det har skabt travlhed blandt alle byens frisører – for der er ikke længe mellem en besked fredag morgen om, at man igen må åbne, til det sker på mandag.
Klar fra på mandag
– Vi er klar til at gå i gang og holder åbent på mandag, selv om det plejer at være vores lukkedag. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang igen, Mette og jeg, fortæller Susanne Vestergaard, indehaver af Klipoteket, og bedre kendt som Sanne Matas.
Travlhed med travlt på
Og siden hun blev tvunget til at lukke salonen 18. marts, har kunderne kontaktet hende for at sikre sig, at de kunne få en tid, når der atter blev åbnet op.
– Derfor har vi siden klokken 7 i morges prøvet at få fat i disse kunder for at give dem en tid, før de nye bestillinger kommer, så vi får den rigtige rækkefølge. Men det svært, fordi det vælter ind, fortæller Susanne Vestergaard.
– Men det er megadejligt. Jeg er så glad for at komme i gang igen.
Det var frustrerende
Sanne-Matas lægger ikke skjul på, at det var virkeligt frustrerende at måtte lukke salonen.
– Også fordi det skulle ske fra det ene øjeblik til det andet, forklarer hun.
Meget af tiden er alligevel blevet brugt i salonen for at male og lave lidt om.
Men fra mandag er salonen åben igen.
– Vi har taget alle forholdsregler og er klar med sprit og god afstand, og vi opfordrer kunderne til at komme alene, siger Susanne Vestergaard.