Nyheder
imported

Sussi og Leo gav de frivillige én på opleveren

"De frivillige i Blokhus fik sig en overraskelse, da de blev inviteret inden for hos Sussi og Leo for at indspille sang" - Jannie Ratke, Visitjammerbugten Blokhus

Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark Foto

De bliver kaldt kitch, kult, dårlig smag, genier, legender og den dynamiske duo. De er ifølge pressen både umusikalske, nyskabende men mest af alt forrygende underholdere. De er Sussi og Leo. Og valgte at bruge deres sparsomme fritid på at underholde Team Frivillig Blokhus på bedst tænkelige vis.

"De frivillige i Blokhus fik sig en overraskelse, da de blev inviteret inden for hos Sussi og Leo for at indspille sang" – Jannie Ratke, Visitjammerbugten Blokhus

Destination Blokhus er velsignet med et fast korps af engagerede frivillige, der elsker destinationen og gennem hele sæsonen hjælper til, når de turistrelaterede arrangementer løber af stablen. Derfor skulle de frivillige forkæles ekstra meget onsdag d. 16. december.

-Vi ville bare så gerne vise vores taknemmelighed over det store arbejde, som de frivillige år efter år udfører. Derfor startede vi i år en ny tradition, hvor bl.a. ”Årets Frivillig 2015” blev kåret under en afsluttende middag på Blokhus Fiskerestaurant. Men inden det havde de frivillige i løbet af eftermiddagen været igennem sjove og underholdende aktiviteter, fortæller Jannie Ratke, der er frivilligkoordinator for Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Sussi og Leo hædrede de frivillige

Alle de frivillige mødte Sussi og Leo i deres hjem i Saltum, hvor de blev taget imod med smil og åbne arme af de gæstfrie par, mens alle lokale medier var til stede – således TV2Nord, Nordjyske og Blokhus Medier.De frivillige blev vist rundt på ejendommen og fik serveret æbleskiver og gløgg. Sussi og Leo er selv meget engagerede i frivilligtanken og ser den som en menneskelig ressource, som alle bør støtte op omkring. Netop derfor havde Sussi og Leo besluttet sig for at være med til at gøre denne ”lokale frivilligdag” til noget helt særligt. Sussi og Leo var således med til at hygge omkring de frivillige og overraskede dem i den grad med, at de alle skulle indsynge en Blokhus sang, hvor Sussi og Leo også deltog i indspilningen. Det blev en fantastisk oplevelse, og de frivillige vil helt sikkert få et minde for livet. 

Årets Frivillig 2015 blev hædret

Dagen blev afsluttet med en festlig middag på Blokhus Fiskerestaurant, der stillede lokaler til rådighed og gav gratis mad, som restaurationens særlige bidrag til hædringen af ”Årets Frivillig 2015”. Prisen gik til den ukronede Borgmester af Blokhus – Poul Thomsen, der har ydet en helt særlig stor indsats igennem året og i øvrigt altid stiller velvilligt op, når det behøves.

Frivillig-film på tapetet

I løbet af hele dagen var Delsted Productions og Blokhus medier også til stede for at forevige den specielle dag, hvilket udmunder sig i en spændende film, der frigives i januar.

Fakta:

Team Blokhus – destinationens frivilligkorps udbygges

Frivilligånden er vigtig for at destinationens feriegæster kan mærke, at de er kommet til en område, hvor alle lokale arbejder sammen og er dedikerede i deres engagement for at give alle, der besøger området gode og minderige oplevelser. Erhvervsforeningen Destination Blokhus arbejder således i øjeblikket på at give frivilligkorpset en mere tydelig identitet. Dette skal bl.a. ske gennem eget logo, beklædning, Facebook profil og div mødeaktiviteter – samt årlige dage, hvor frivilligkorpset bliver forkælede med oplevelser, der specielt er tilegnede de frivillige. I øjeblikket er den typiske profil på en frivillig en pensionist, der gerne vil være med til gøre noget ekstra for det lokale. Erhvervsforeningen Destination Blokhus er utrolig glad for de ”voksne” frivillige, som også altid vil være kernen i korpset, foreningen er imidlertid sikker på, at det også vil være store oplevelser for yngre mennesker i frivilligarbejdet igennem sæsonen.

 

Programmet for dagen lød således:

Kl. 14.00      Fælleskørsel fra VisitJammerbugten. Springvandstorvet 4, 9492 Blokhus

Kl 14.30       Ankomst Sussi og Leo- Torpet 56, 9493 Saltum

kl. 14.35      Indspilning af Blokhus frivillig sang med Sussi og Leo

Kl 16:00       Æbleskiver og gløgg

Kl. 16.40      Fælleskørsel til Blokhus Fiskerestaurant, Klitgaardsvej 2, 9492 Blokhus

Kl. 17.00      Velkomst ved John Andersen, formand for Erhvervsforeningen Destination Blokhus

Kl. 17.15      Julemiddag på fiskerestauranten

Kl. 18.15      Oplæg om ByVærter ved Karoline Møller Jensen, Praktikant hos VisitJammerbugte. ink.
                       Afstemning om frivillig-logo

Kl. 18.35      Kåring af "Årets frivillig" ved formand John Andersen

Kl. 20.00      Overrækkelse af kurve til alle frivillige som tak for deres store indsats.

Kl. 21.00      Slut på officielle program

 

Læs om fantastiske oplevelser og events