Tekst: Martin Frandsen – Foto: Presse
Rækken af koncerter på Torvet i Blokhus fortsætter som tidligere omtalt med optræden af Mads Christian på Scenen torsdag 14. juli, og ugen efter er det de kendte Shu-Bi-Dua hits, der kan synges med på og danses til på Torvet.
Det er Hardinger Band med Michael Hardinger i spidsen sammen med to andre medlemmer af Shu-Bi-Dua, nemlig Jørgen Thorup og Kim Daugaard, der indtager Torvet med hits som ”Står på en alpetop” og “ Hvalen Hvalborg”.
Sammen med Kasper Daugaard, søn af Kim Daugaard, og B-Joe samt Flemming Olsen fyrer de et orgie med fællessange af fra Danmarks bedste sangkatalog.
Romhandleren
Inden har Romhandleren sørget for, at stemningen er helt i top, når Hardinger Band optræder.
Danseorkestreret Romhandleren kan med sine mangeårige erfaring sætte gang i enhver fest med en suveræn blanding af alle de gamle og nutidige hits.
Orkestret byder på en nostalgisk tur tilbage til tiden med skulderpuder og college sko, og frem til de sidste nye pop hits, der med garanti vil få Torvet til at gynge.
Det gør ikke oplevelsen mindre, at Torvegruppen, som hører under Erhvervsforeningen Destination Blokhus, kan invitere til gratis stående koncert med fuld blus på stemingen – som tidligere.
– Vi håber, at man vil besøge baren, giver en en-gangs donation eller opretter et støttemedlemskab til Erhvervsforeningen. Derved kan man være med til at sikre, de gratis koncerter på Torvet, siger eventkoordinator Jannie Ratke.