Tekst: Lotte Kande – Foto: Poul Nymark
På opfordring fra de mange gæster, der hele året besøger vores destination har vi i Erhvervsforeningen Destination Blokhus taget ordene til os og kan netop nu præsentere ikke mindre 7 ”hvile-bænke” i området imellem Hune og Blokhus, det fortæller bestyrelsesmedlem, Nanci Christensen. Hun har også været tovholder på projektet og fået indhentet tilladelser ved både Naturstyrelsen og Jammerbugt Kommune, der begge bakker op omkring projektet.
Naturbænke til et naturområde
Det er Kjærgaard’s Naturværksted fra Ingstrup, der har produceret de mange nye bænke. – De er lavet i massiv lærketræ, én af de mest holdbare træsorter og ydermere er de designet således, at de falder godt ind i området, fortæller indehaver Holger Kjærgaard. – Vi håber at bænkene vil vække stor glæde for de der tager gå-turen mellem Hune og Blokhus. Alle 7 bænke er placeret på begge sider langs cykelstien og inde omkring Gateway området, afslutter Nanci Christensen.