Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse
Der er ingen tvivl om, at det store Torv placeret midt i Blokhus hjerte altid er et stort samlingspunkt. Herfra arrangeres der hele året spændende aktiviteter såsom markeder, koncerter, løb og meget andet. Men det har også længe været et ønske fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus, at skabe nogle aktivitetszoner til byens gæster, når der ikke holdes arrangementer. Som et forsøg herpå, blev der i forsommeren indkøbt en pannabane, som gæster, turister og lokale frit har kunne benytte. – Det har virkelig været en stor succes, fortæller Jannie Ratke, eventkonsulent ved foreningen og fortsætter; – I løbet af skolernes sommerferie var banen i brug fra tidlig morgen til sen aften stort set alle dage.
Yderligere investering
Den varme modtagelse har givet Erhvervsforeningen blod på tanden til at investere i yderligere aktivitetstilbud. – Valget er faldet på en teqball bane som vi ser vinder indpas rundt omkring ved skoler og idrætscentre. Vi ville oprindeligt investere i bordtennis, men grundet den til tider hårde vestenvind, vil der kun være nogle få dage, hvor bordet ville kunne anvendes, Uddyber Jannie Ratke.
En teqball bane er stort set det samme, men det kombinerer elementer fra både fodbold og bordtennis, hvorfor der spilles med en tungere bold og yderligere må man ikke anvende hænderne. Den nye teqball bane implementeres i bybilledet med støtte fra Nordkyspuljen for forventes opstillet inden Blokhus Efterårsfestival banker på.