Igen i år danner Blokhus og Løkken Strand rammen om Blokhus-Løkken Wind Festival. Det sker i pinsen, den 8.-9. juni 2019.
Arbejdsgruppen kan allerede nu afsløre, at stranden vil være spækket af hele farvepaletten. Her vil drageentusiaster fra ind- og udland mødes og give deres drager luft under vingerne.
Et scoop
John Baressi fra USA har meldt sin ankomst med sit Team Kite Life og han er meget kendt i drageflyvernes verden, blandt de som flyver med 2-4 linede drager (Quad Line). John Baressi har opnået 31 nationale mesterskaber i sportskite konkurrencer. I det sidste årti har han været leder af 3 verdensrekordforsøg med flerlinede drager. Han og teamet som ud over John Barresi består af Scott Benz, Eli Russell, Carl Norman, kommer alle fire til Blokhus i Pinsen den 8.-9. juni og laver team opvisning med drager. Faktisk er det første gang, de kommer til Europa og laver opvisning. – Det glæder vi os rigtig meget til fortæller en begejstret eventkoordinator, Jette Grønhøj, VisitJammerbugten til Blokhus Avis.
Flere entusiaster
Der kommer endnu flere store et-linede drager i år, da flere tyske og danske drage entusiaster allerede nu har meldt deres ankomst, meddeler Jette Grønhøj. Dermed bliver det både festligt og flot at komme på stranden i Pinsen. Men også kitesurfers, kitebuggies og faldskærmsudspringer vil være med til at pryde det store billede, ligesom publikum også har mulighed for, at være aktive hvis modet herfor findes.