Nyheder
imported

Tilflyttere på rundtur

Stor tilslutning til en guidet bustur for nye borgere i Jammerbugt Kommune

Stor tilslutning til en guidet bustur for nye borgere i Jammerbugt Kommune 

Kom med på en guidet bustur, og se hvad Jammerbugt Kommune har at byde på! Sådan lød tilbuddet i et brev fra borgmesteren til nye borgere i Jammerbugt Kommune.

Det er et tilbud, som 73 borgere – fordelt på 42 husstande – har takket ja til.

Faktisk har interessen for turen været så stor, at kommunen måtte afbestille den første bus, og i stedet leje en dobbeltdækker til turen, som finder sted lørdag den 25. maj.

– Vi er naturligvis glade for, at tilbuddet er blevet taget så godt imod, udtaler borgmester Mogens Gade og fortsætter:

– Vi synes selv, vi har planlagt en rigtig god tur, hvor ruten bringer os vidt omkring i kommunen. Selvfølgelig er der også mange steder, vi ikke når hen, men vi håber, at deltagerne bliver inspireret til efterfølgende at udforske kommunen på egen hånd.

Mogens Gade forklarer videre, at busturen skal ses som et led i kommunens strategi om at være en god bosætningskommune.

– Vi vil gerne tage pænt imod vores nye borgere og forhåbentligt bekræfte dem i, at det var en god beslutning at flytte til Jammerbugt Kommune. Og det vil vi gøre ved at vise og fortælle om nogle af de steder, vi selv er stolte af, og som gør det til noget særligt at være borger i Jammerbugt Kommune.

Som afslutning på turen får hver deltagende husstand overrakt en velkomstgave: En picnickurv med smagsprøver fra hele Jammerbugten sponsoreret af lokale producenter og virksomheder.

– Udover vores enestående natur, er vores lokale fødevarer, aktivitetstilbud og produkter noget af det, der gør os rigtig stolte af at bo i kommunen. Det har været glædeligt at opleve, at sponsorerne på denne måde så velvilligt har ønsket at være med til at byde nye borgere velkommen, slutter Mogens Gade.

Turen er planlagt i samarbejde mellem forvaltningen på rådhuset i Aabybro og Vækst Jammerbugt. Ruten er ca. 130 km og planlagt til at vare ca. 4 timer med en kort spisepause undervejs.

Der er allerede fastlagt en dato for den næste guidede velkomsttur, som er fastsat til senere på året den 28. september  

Det er borgmesteren selv, som er guide på turen, flankeret af fællessekretariats- og borgerservicechef Birgitte Guldberg og souschef for Vækst Jammerbugt Finn Hagedorn.

Læs om fantastiske oplevelser og events