Det sker

To sommerdage med Vesterhavsrock  

Store danske koncertnavne i Fjerritslev

Med populære navne som blandt andet TV2, Aphaca, Lis Sørensen, Madsen, Mille og Rosa, der alle rangerer højt på de danske hitlister, inviterer Vesterhavsrock igen i år til et brag af en festival i Anlægsskoven i Fjerritslev. Det sker fredag den 31. juli og lørdag den 1. august.

Og arrangørerne er tilbage for fuld volumen og klar til at leve op til forventningerne og sit ry som en festival, der har sin helt egen stemning og særlige atmosfære.

Noget for alle

I de to dage, som festivalen varer, vil den smukke bøgeskov forvandles til en af Danmarks hyggeligste koncertpladser.

-Vi forsøger altid at gøre lidt ekstra ud af det, så det bliver en større oplevelse for vores gæster, siger Søren Mortensen, formand i bestyrelsen. Skoven danner ramme om 2 koncertscener. Derudover kan man f.eks. besøge Baggården, som er et hyggeområde med kendte kopibands og Pianobaren, hvor blandt andet Mathilde Alexandra sidder ved klaveret og gæsterne synger med. -Vi har formået at sammensætte et musikprogram, som appellerer bredt, så vi håber, der er mange som vil kigge forbi Fjerritslev de to dage.

Han fortæller samtidig, at fredag hidtil har været henvendt til det unge publikum og lørdag til de lidt ældre: -Men efterhånden er programmet sådan, at der er noget for alle begge dage.

Gamle kendinge og up-coming stars

Arrangørerne glæder sig over at det er lykkedes at booke TV-2 og Lis Sørensen. -De er jo rigtig gode og stadig populære, siger Søren. De appellerer til alle aldre, og er vel musik tapetet til manges liv de sidste 40 år. De fortsætter ikke for evigt, så vi er nærmest lykkelige for at de ligger vejen forbi Fjerritslev i år.

Derudover er der fremadstormende navne som Aphaca, Mille og Rosa også på årets plakat. Aphaca er blandt andet kendt for hittet: ”En drøm om et menneske” og spiller en udsolgt Parken i august, Mille med sin: ”Drikker med mig selv” og Rosa med hendes virale gennembrudshit: ”Skyklapper”.

Allerede nu tyder alt på, at der er mange, der skal til Vesterhavsrock i løbet af de to dage.

-Der er rigtig godt gang i billetsalget, og vi forventer at der kommer minimum 7.000 gæster, siger Søren.

Der er omkring 400 frivillige engageret i at alt forløber som det skal. De repræsenterer forskellige foreninger i området og overskuddet fra festivalen, som typisk udgør et godt stykke over en halv million kroner, går ubeskåret hertil.  -Vi kan ikke gøre det uden dem. Så var der ikke noget, der hedder Vesterhavsrock. De ligger hundredvis af timer i det. Det er dem, der bærer det her, og de gør det fantastisk godt, slutter formanden.

Flere nyheder