Blokhus Medier_logo-01
Aabybro

Topchef i JYSK har godt lokalkendskab til Aabybro

Som omtalt 16. december i Vores Jammerbugt, så åbner JYSK forretning i Aabybro formentlig omkring slutningen af juni 2021, og for en af koncernens topchefer har det fået ekstra opmærksomhed.

Barndom i Haldager
Den 1. oktober i år kunne Jan Bøgh fejre 25-års jubilæum i JYSK, og i dag bestrider han stillingen som CEO og President, men det var hos sin morfar i den daværende brugs i Haldager, at han havde sit første job. Jan Bøgh gik i skole i Vadum, og senere blev han udlært i brugsen i Vadum.
Derfor har Jan Bøgh et godt lokalkendskab til Aabybro og har da også givet sit besyv med, når der i JYSK blev talt om at åbne forretning i området.
– Vi har jo en landes ledelse, som står for dette område, og jeg har ikke blandet mig ned i detaljen. Men jeg har da givet mit besyv med, når jeg har følt, at jeg havde noget at byde ind med, siger Jan Bøgh.

Kommercielt en god ide
Han har stadig familie i Aabybro-området og kender egnen og byerne og ved derfor, hvordan folk bevæger sig, når de skal handle ind.
– Kommercielt er det en god ide at åbne i Aabybro, men det er da sjovt at åbne butik så tæt på min hjemegn. Aabybro har en størrelse, som betyder, at man holder handlen hjemme, inden man kører et andet sted hen. Samtidig får vi med butikken et nyt udleveringsted for vores nethandel, så kunderne ikke behøver at køre til Brønderslev eller Nørresundby, og vi kan godt lide at være så tæt på kunderne som muligt, så længe det giver mening, fortæller han.

Udvikling uden for de store byer
JYSK har gerne villet åbne i Aabybro i et stykke tid.
– Det handler om at holde øje med, hvor der er udvikling uden for de store byer, og der sker en hel del i Aabybro og i lokalområdet. Samtidig er der relativt langt til næste JYSK-butik, mens Vestkysten med de mange sommerhuse er tæt på.
– Desuden går det godt i JYSK, og det giver blod på tanden, og vi ville være kede af at sige, at vi har åbnet den sidste butik i Danmark, siger Jan Bøgh.

Læs mere om byggeplanerne her:
JYSK åbner forretning i Aabybro – VoresJammerbugt

Læs om fantastiske oplevelser og events