Museum for Papirkunst, som er beliggende i Hune, melder om en travl juli, hvor der har været rigtigt museumsvejr.
Den lidt lavere temperatur og det ustadige vejr har fået endnu flere gæster til at søge indenfor og aflægge museet et besøg.
Museet er nordens eneste specialmuseum for kunst og design i papir.
Det er en unik attraktion i området, der henvender sig både til børn og voksne, og der er stadig flere og flere gæster, der får øjnene op for den spændende oplevelse.
Mange besøgende forundres over papirets muligheder både som kunstnerisk udtryk, smykker og detaljerede papirklip, der fortæller historier. Men også muligheden for at lege med papiret har vakt stor begejstring.
-Papirværkstedet har været fyldt med familier sommeren igennem, og der er klippet, klistret, malet og fløjet med papirfly i vores Paper Plane Airport, som aldrig før, fortæller Jan Vejle, direktør i Museum for Papirkunst. Børnene har kastet deres kærlighed på aktiviteterne i museet og rækkevis af papirfly er sendt afsted med luft under vingerne.
Nye arrangementer
Efter en travl juli er det tid til at kigge ind i august, og der har papirmuseet fået sammensat et righoldigt program, hvor det første ud af i alt 4 arrangementer blev afholdt 3. august.
Resten af august kan gæsterne se frem til fængslende musik, foredrag og udstillingsfernisering.
På programmet er blandt andet 2 aftener med foredrag. Onsdag 16. august lægges der f.eks. ud med et foredrag ved Georg Julin, som med alvor og humor giver publikummet indblik i den 4. alders muligheder og glæder, for at sikre en høj livskvalitet.
Foredraget følges op onsdag 23. august med en aften i galaksens tegn. Professor Steffen B. Petersen fortæller om universets udvikling fra ‘Big Bang’ til nu – stjernerne, mælkevejen og de sorte huller.
Lørdag 26. august kan museet invitere til fernisering med Kirsten Schultz Hansen soloudstilling, Metamorfose. Til ferniseringen byder kunstneren selv og accordionist Adam Ørvad på en lille koncert med kendte franske og danske sange under temaet ‘Naturskildringer’. Alle arrangementer, der er gratis, er støttet af Jammerbugt Kommune og Region Nordjylland.