Et ”brag” af en festlig aften venter alle gæsterne, når Kulturhuset Blokhus slår dørene op for Blokhus Revyens Dinner og SHOW.
Stine Bruun & Martin Knudsen har igennem 10 år fungeret som makkerpar på de skrå brædder og er blandt andet kendt fra Cirkusbygningen, Bakkens Hvile, Cabaret i Tivoli, Top Charlie mv.
Sammen har de humoristiske skuespillere et kæmpe repertoire med i rygsækken som de glæder sig til at servere for Kulturhusets gæster. -Alle gode gange 3 skal vi besøge Blokhus, det er dejligt. I har så højt til loftet, og vores humor er indstillet på den samme frekvens, så mon ikke vi sammen skal få taget til at lette igen i år? griner Stine.
Nyd maden mens showet popper op
REVY – Dinner og SHOW er konceptet, hvor gæsterne indtager en lækker menu samtidig med at skuespillerne binder aftenen sammen med forskellige indslag. De underholdende indslag har noget for enhver smag; cabaret, revy, og shownumre, hvor publikum med kærlig hånd bliver inddraget. -Det er ekstremt vigtigt for os at vores gæster føler sig velkommen, og at vores underholdning er nærværende, overraskende og ikke mindst sjov. Og det vil vi gerne garantere det bliver d. 17. juni, tilføjer Stine Bruun.