Artikel er hentet fra Visitdenmark
Forventninger til turismevækst i 2017 holder
Turismen i første halvår af 2017 er steget med 4,1 procent. Dermed holder VisitDenmarks forventninger til vækst i antallet af udenlandske overnatninger på 3-5 procent i 2017.
”En væsentlig årsag til den store stigning skal blandt andet findes i, at pinsen i en del tyske delstater sidste år lå i maj og i år ligger juni i år,” siger Mads Schreiner, VisitDenmarks markedschef i Tyskland.
De mange tyske overnatninger i juni er kraftigt medvirkende til, at de samlede udenlandske overnatninger efter første halvår af 2017 er steget med 4,1 pct., hvilket er helt på linje med VisitDenmarks vækstforventninger for hele året på 3-5 pct.
Antallet af feriehusbookninger for resten af året ser det også fornuftigt ud. Juli måned er status quo i forhold til sidste år, mens antallet af bookninger i alle måneder resten af året stiger. Det bekræfter tendensen om, at flere holder ferie uden for højsæsonen.
”I forhold til udvidelse af sæsonen oplever vi, at flere og flere voksne par rejser til Danmark uden for højsæsonen,” siger Mads Schreiner.
Ifølge de nye overnatningstal går alle markeder frem, undtagen Norge og Storbritannien som har en svag tilbagegang.