(Foto: Poul Nymark)
Futten går pinsen i møde med en helt nyindrettet gårdsplads med god plads til ikke færre end 350 gæster under parasollerne fra og med 21. maj, og allerede i pinsen kan omgivelserne og oplevelserne i den hyggelige gård nydes.
Om aftenen pinselørdag optræder Romhandleren, mens det den efterfølgende søndag aften er Jumping Jacks, der sørger for musikken, og begge dage er der grillbuffet fra kl. 18-21.
Musik og EM-bold
Underholdningen fortsætter hen over hele sommeren frem til medio august, hvor der i Futtens Gård vil være musik hver middag og aften – undtagen, når der er EM-fodbold, som vises på storskærmen i gården, hvor også Oak Bar har udvidet sin terrasse.
I det hele taget er Futtens Gård centrum for en masse aktiviteter.
TV-kanalen DK4 var i uge 19 forbi for at optage en række programmer med både kendte danskere, lokale gæster samt musik og programmer om camping-livet.
Kendte gæster
Blandt gæsterne var Pia Kjærsgaard, skuespilleren Jakob Faurby, Finn Nørbygaard, Inger Støjberg, tidligere landsholdsspiller i håndbold, Rikke Hørlykke, samt Dario Campeotto og Johnny Logan, der begge også var blandt de musikalske indslag.
Nogle af de lokale gæster var borgmester Mogens Chr. Gade, mejerist N. H. Lindhardt, Aabybro Mejeri, og forpagter Jannie Olsen, Thorup Stand Fiskehus.
Desuden var der optagelse til vinprogrammet ”Noget i glasset” med Ib Bergkjær, direktør for Sigurd Müller Vinhandel.
DK4 kommer forbi
Det er langt fra første gang, at DK4 besøger Futten for at optage TV-programmer.
– For 7 år siden fik vi besøg af DK4, som optog et program om Futten, og siden har de også lavet programmer om både Strandingskroen og Strandhotellet, fortæller Thomas Othegraven.
TV-selskabets grundlægger og ejer, Stig Hasner, har nemlig ligesom så mange andre et godt øje til stemningen i Blokhus og hos Futten.