Pandrup

Tysk klubejer: Situationen bliver løst

Det har været en turbulent uge for Jammerbugt FC efter artikler og sager om manglende betalinger af regninger og løn til nogle spillerne samt besøg af Spillerforeningen.

Møde med kreditorer
Fredag morgen 8. april mødtes Klaus-Dieter Müller på et længe planlagt netværksmøde med et dusin af sine kreditorer og sponsorer for Jammerbugt FC for at diskuterer situationen, og efterfølgende var der generelt en god stemning og tålmodighed.
– Det var et godt og positivt møde, hvor vi fik en forklaring, fortæller Finn Jensen, direktør i Jørns Busrejser, der er en af kreditorerne.
– Der blev ikke skrevet checks ud, eller sat en dato for, hvornår pengene falder, men jeg har helt klart en forventning om, at de kommer. Jeg er positiv om det her, siger han.
Samme tro på, at pengene er på vej, deles af flere kreditorer, og Klaus-Dieter Müller fortæller, at en løsning er på vej.
– Jeg vil ikke gå i detaljer om betalingerne, det er en sag mellem kreditorerne og mig, og det afhænger af tekniske ting i forbindelse med bankoverførelser, siger Klaus-Dieter Müller.

De blev ikke sat ud
Dog understreger han, at de 6 spillere, der i går torsdag 7. april fraflyttede Jetsmark Idrætscenter, ikke blev sat på gaden.
Det har hele tiden været aftalt mellem idrætscentret og Klaus-Dieter Müller, at spillerne skulle flytte inden påsken, da centret skulle bruge lokalerne til andre gæster i påskeferien.
– Så spillerne er ikke pludselig blevet sat ud. Det har hele tiden været planen, at de skulle flytte, siger Klaus-Dieter Müller.
Desuden har det hele tiden været meningen, at opholdet i idrætscentret var midlertidigt indtil, der blev fundet permanente boliger, ligesom det er sket med andre spillere.
– Vi har fundet en langsigtet løsning på indkvarteringen. Jeg har lejet 10 lejligheder og leder efter 1 mere, siger klubejeren.

Manglende tilhørsforhold
Angående kritikken af for få lokale og for mange udenlandske spillere, oplyser Klaus-Dieter Müller, at han har prøvet at få fat i danske spillere, men forgæves.
– Jeg har holdt møder med både agenter og spillere, men danske spillere med den nødvendige kvalitet vil enten have en løn, vi ikke kan betale, eller er ikke interesseret i at komme til vores område og en lille klub som vores. Derfor må vi finde spillere med den nødvendige kvalitet andre steder, siger klubejeren.
Og han efterlyser en accept af, at Jammerbugt FC i Nordic Bet Liga regi er en endog meget lille klub med et lille tilskuer- og sponsor-grundlag.
– Faktisk støtter Jammerbugt FC lokalområdet mere nu, end tidligere, hvor der måske var 4 spillere her fra området på holdet, mens resten boede i Aalborg og betalte skat i Aalborg. Nu har vi 24 spillere, som bor til leje og handler i lokalområdet, og som betaler skat til Jammerbugt Kommune, siger Klaus-Dieter Müller og tilføjer igen, at de manglende regninger nok skal blive betalt.

Søndagens kamp
Jetsmark Idrætscenter har tidligere oplyst, at det skal have sine penge – cirka 100.000 kr. – ellers kan Jammerbugt FC ikke benytte omklædningsrummene til søndagens vigtige bundkamp hjemme mod Esbjerg fB.
Klaus-Dieter Müller oplyser, at kampen vil blive spille på stadion i Jetsmark på søndag.
– Situationen er ikke endelig afgjort, og vi skal have en snak om mulighederne.
– Vi vil gøre vores bedste for at få point i kampen. Vi har gode spillere, som bliver mere og mere sammenspillet.

Du kan læse mere her:

Jammerbugt FC skylder penge til flere sider – VoresJammerbugt

Derfor er tysk investor vild med Jammerbugt FC – VoresJammerbugt

Læs om fantastiske oplevelser og events