Nyheder
imported

Udforsk kunsten og kreativiteten

Vi giver dig en oversigt over, hvor du kan udforske det kunstneriske Nordjylland.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Ferie i Nordjylland handler om at nyde livet og få en pause fra en travl hverdag. Her er der højt til loftet og masser af tid til at være sammen. I dag har mange af landets dygtige kunstnere og kunsthåndværkere bosat sig i Nordjylland. Her er der derfor rig mulighed for at udfolde den kulturelle sans. Der findes både kunst af international top kvalitet og kunst fra de, som endnu er ved at etablere sig.  Vi giver i denne artikel et kort overblik over nogle af områdets gallerier og kunsthåndværkere, men er du mere til friluft og grønne blade? Så snup en madpakke med og gå på opdagelse i nordjyske haver, parker og smukke naturperler og se de fantastiske grønne arealer som området byder på. 

Galleri Rødhusgaarden se mere HER

Tæt ved Pandrup – i det naturskønne Rødhus – finder man i dejlige omgivelser Galleri Rødhusgaarden. Galleriet har eksisteret i mere end 20 år og har gennem årene satset på at vise nutidig kunst af høj kvalitet af såvel danske som internationale kunstnere. Efter en ekspansion i 2011 med yderligere 600 kvadratmeter, består galleriet i dag af 5 separate udstillingslokaler, i alt cirka 1.000 kvadratmeter.

Galleri A se mere HER

Galleri A er et imødekommende og levende galleri og kunsthandel i den sydlige del af Lønstrup. Her formidles moderne og eksklusiv dansk og international samtidskunst. Galleriet viser en bred palette af kunst, både af etablerede og kommende kunstnere, og her præsenteres værker i høj kvalitet og forskellige prisniveauer. Her er både maleri, akvarel, tegning, kunstfotografi, litografi, skulptur og keramik i galleriet.

Galleri Stenseminde se mere HER

Galleri Stenseminde er en del af den hyggelige gård Stenseminde, der ligger mellem skov og marker ved Vadum, 10 km nord for Aalborg. Her kan du se kunstværker af etablerede kunstnere såvel som lovende nye talenter. Galleriet ligger i en ombygget lade, hvor de kalkede, buede lofter og udluftningskanaler langs væggene er bibeholdt. Galleriet benytter ligeledes skovområdet omkring Stenseminde til særudstillinger. Åbent lejlighedsvis.

Galleri Munken se mere HER

Tæt ved skov, strand og badebyen Løkken ligger Galleri Munken og tilbyder et væld af oplevelser. Her findes skiftende udstillinger af maleri, grafik, skulptur, smykker og glas samt koncerter, foredrag og kurser. Oplev også vingården og ikke mindst skulpturhaven med værker hovedsageligt af Paul M. Cederdorff.

Galleri Lien se mere HER

Galleri Lien bliver også kaldt det Jyske Louisiana – Lien Kunstcenter. Det blev indviet i 1967 som et unikt udstillingssted for danske kunstnere. Kunstcenteret er beliggende i Slettestrand og byder på en betagende udsigt over hele Jammerbugten. Galleriet gennemgik i starten af 00’erne en stor renovering og omfattende udvidelse, som blev indviet i foråret 2005. Galleri Lien byder året rundt på store udstillinger. Der er altid et stort udvalg af danske og udenlandske Cobra-malere, men samtidig er der også et bredt udvalg af andre kunstnere.

Arkade Galleriet se mere HER

Imellem et hav af blomster, unikke skulpturer, en hel skov og en verden af kunst ligger Arkaden, Skulpturparken Blokhus. I 2020 åbnede de for første gang Arkade Galleriet. Her finder man et spændende mix af både jern- og granit skulpturer, betonkunst, keramik og malerier mm – fordelt på et 350m2 stort udstillingsområde. Galleriet repræsenterer kunstnere fra hele Danmark, der med hver sine unikke værker er med til at skabe rammerne. Der kontraheres løbende med spændende kunstnere inden for feltet, således galleriet hele tiden er dynamisk og levende.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events