Årets første skoleferie står lige for døren, og som traditionerne foreskriver er der altid masser af aktiviteter og underholdning for de oplevelseslystne, når der afholdes Vinterfestival i Destination Blokhus.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der er gået sammen med erhvervet, præsenterer et program fyldt med oplevelser, som strækker sig over de to vinterferieuger i uge 7 og 8.
Det bliver et par sjove ferieuger med en bred vifte af begivenheder og underholdning, der henvender sig til både børn og voksne. Skøjteløb og skøjteprinsesser, skattejagter, guidede ture, cirkusløjer, sport, forkælende wellness, musik, kunst, kreativ leg og naturligvis hyggelige fastelavnsfester er bare noget af det, familierne kan se frem til. Listen er lang, og ved et nærmere kig i programmet bliver det uden tvivl sjovt for hele familien.
Skøjteprinsesser, ishockey og disco
Skøjtebanen er det naturlige omdrejningspunkt for en del af de spændende aktiviteter til Vinterfestival i Blokhus. Et sikkert hit for store og små vil med garanti være et besøg på Blokhus Skøjtebane, hvor man kan låne skøjterne helt gratis. Og hver aften skrues der op for musik og farverigt lys, når der afholdes “Disco on Ice”. Her kan man have masser af sjov med at teste sine færdigheder på den blanke is eller måske få inspiration til, hvordan man skal gøre det, når de dygtige Skøjteprinsesser giver imponerende opvisning begge lørdage kl. 11.
Det er også muligt at prøve ishockeytræning torsdag aften i begge uger, hvor man hygger sig og øver sammen med træneren, som står klar til at hjælpe. Udstyret kan man låne og aktiviteten er tilmed gratis.
Skattejagter og isfiskeri
Ingen vinterferie uden skattejagterne, som altid er populære. For de yngste i familien er der sjov og spænding, når man kan gå på skattejagt i Blokhus hver aften imellem kl. 18 og 24. Man skal hjælpe frøken Tø med at finde snemand Frost, inden han smelter. Udstyret med en lommelygte i hånden begiver man sig ud på en 2 km familievenlig rute, som leder deltagerne på sporet af snemanden.
Også i dagtimerne er der skattejagt, hvor gæsterne skal finde den gyldne skøjte, som gemmer sig i byen.
Kl. 10 frigives en ledetråd på torvet i Blokhus, og så er det ellers bare med at komme først, så man kan vinde præmien.
Et andet spændende initiativ er når Nordsøen Oceanarium gæster Blokhus 18. februar kl. 11, hvor gæsterne både kan prøve isfiskeri og dyste i viden om hvaler samt lære om havets øvrige forunderlige verden.
Boller op – boller ned
Ingen vinterferie uden fastelavn og tøndeslagning. Søndag 18. februar kl. 13.30 inviteres alle derfor indenfor hos Restaurant Nordstjernen til hyggelig fastelavnsfest. Alle slår katten af tanden og efterfølgende er der præmie til bedst udklædte. Som afslutning vil der blive serveret fastelavnsboller og slikposer til alle børnene.