Pandrup

Borgermøde om den nye lægehelikopter

Der forventes 3000 flyvninger ved basen i V. Hjermitslev

– Den fjerde akutlægehelikopter i landet får base mellem V. Hjermitslev og Ingstrup, og kommunalbestyrelsen i Jammerbugt har 12. december sendt forslaget til placeringen i offentlig høring i otte uger.

I forbindelse med høringsperioden holder Jammerbugt Kommune borgermøde i “Lunden” i V. Hjermitslev onsdag 5. februar 2020 fra kl. 19-21.

Vejadgang nord for kirken

Helikopterbasen bliver etableret på et 1,5 ha stort område nær V. Hjermitslev, og der skal også bruges et areal på yderligere 1,5 ha til veje. Vejadgangen til området bliver fra Ingstrupvej umiddelbart nord for Kirken. 

Selve helikopterbasen vil bestå af en helikopterlandingsplads (heliport), en sikkerhedszone, en standplads, en kort air transitrute og bygninger.
– Den 4. akutlægehelikopter i Danmark får en central placering, som bliver til gavn for alle borgere i Nordjylland. Med helikopteren får vi en markant kortere udrykningstid for både den nordligste del af Vendsyssel, Læsø, Thisted og Morsø kommuner og den østlige del af Himmerland, siger borgmester Mogens Christen Gade (V).

3000 landinger og starter

Forventningen er, at der kommer omkring 3000 helikopteroperationer årligt (1500 starter og 1500 landinger). Helikopterbasen vil kunne beflyves 24 timer i døgnet, og flyvningerne forventes at blive fordelt med ca. 63 procent om dagen (kl. 07-19), og 19 procent om aftenen (kl. 19-22) samt 18 procent om natten (kl. 22-07).

Helikopterbasen vil være bemandet i døgndrift med ca. tre medarbejdere.

Taget højde for boliger

Flyvning til og fra basen vil ske ad fastlagte flyvekorridorer mod vest og øst, og der er taget højde for de nærmeste boliger og nærliggende byer. Der vil dog blive udarbejdet yderligere retningslinjer for at sikre driften af helikopterbasen.

Læs om fantastiske oplevelser og events