– prognose for slutningen af december
Tekst: Louise Kande – Foto: Allan Thoft
– Kalendervinteren har taget en meget mild og blæsende start. Foreløbig er der ikke meget, der tyder på, at dette ændres, eller at vi får hvid jul. Resten af julemåneden vil vi derfor fortsat generelt få mildt, blæsende og vådt vejr. Solen bliver nok en sjælden gæst, der bør nydes når den ved sjældne lejligheder viser sig frem. Samlet set får vi nok en meget mild måned med omkring 3 grader over normalen og nogle steder op mod det dobbelte af normal nedbør, lyder det fra DMIs langtidsmeteorolog Steen Hermansen.
Kigger vi frem til uge 52 og 53, er udsigten i detaljer selvfølgelig noget usikker. Indtil videre tyder alt dog på, at den milde, ustadige og våde vejrtype, som indledte julemåneden, fortsætter. Dog er der stadig mulighed for at køligere luftmasser med hvid nedbør eller vinterlige byger for en kort bemærkning kan bevæge sig ned over landet fra nordlige retninger.
Storm- og snestormrisiko
Der er fortsat potentiale for storme over landet med den meget aktive lavtryksbane hen over Skandinavien. Mest udsat er nok den nordlige del af landet. Det bliver generelt temmeligt blæsende fra vestlige retninger med periodevis kuling. Der er dog ikke umiddelbart nogle uger, der er mere udsatte end andre. Risikoen for at stormen går over i sne er meget lav pga. den høje gennemsnitstemperatur.
Hvid jul
– Hvis vi tager månedsprognosens milde og våde linje i december for pålydende, så får sneen og kulden travlt de allersidste dage op mod den 24. december for at skaffe os hvid jul. Det er usandsynligt, men ikke udelukket, at vi kan få en omgang sne – selv i den milde periode, som vi står over for nu. Men det kræver ekstrem timing, hvis sneen skal ramme lige præcis i juledagene. Chancen for en hvid jul må derfor siges at være meget lille, slutter Steen Hermansen.