Det blev en vellykket åbningsreception hos Gasten i Hune, der blev afviklet fredag den 30. juni.
-Vi er ovenud lykkelige og fuldstændig overvældet over de mange gæster, som mødte op for at fejre dagen sammen med os, siger Anette Møller, indehaver af Gasten.
Hun driver den nye virksomhed sammen med datteren Amalie Thomsen, der er kok på stedet.
Hele kokketeamet havde forberedt sig til et stort rykind, men alle blev alligevel overraskede over det store fremmøde, hvor åbningen blev fejret med manér – kanapéer i lange baner, musik i gårdhaven, rosé og taler.
På dagen blev det nye navn til restauranten også afsløret. Restauranten, som ligger lige ved siden af Gasten, kommer til at hedde Restaurant Poseidon fremove. Og i forbindelse med den lancerede navnekonkurrence var der 6, der havde gættet rigtigt, og en af dem kan se frem til en middag for 2 i den nye restaurant.
Poseidon er en græsk Gud. Valget faldt på det, da han er havets Gud og sammenholdt med restaurantens beliggenhed tæt på hav og skov var det indlysende for ejerne, da de skulle vælge.
-Hele restaurantens indretning er nemlig også bygget op omkring farverne, der knytter sig til hav og skov – brun, grøn og sandfarvet, fortæller Anette Møller.
Borgmester Mogens Gade var inviteret til at klippe snoren og holdt i den forbindelse en flot tale, siger Anette Møller.
Han roste bl.a. indehaverne for deres engagement og etableringen af de nye arbejdspladser. Samtidig anerkendte han også stedet for deres vilje til at skabe plads til flexjobbere. Mennesker, der har brug for en chance og alternative ansættelsesvilkår, der giver dem en plads på det ordinære arbejdsmarked.
Anette Møller takkede også for de mange gæster, der var med til at gøre dagen helt speciel. Hun roste familien og vennerne for deres opbakning, der gjorde at ejerne kunne holde hovedet oven vande, for at komme helt i mål med alle opgaver inden åbningsdagen.
-Det har været en hård proces – også for vores håndværkere, som har været gode selvom der har været masser af stress. Jeg har om nogen lært noget om byggeprojekter, så hvis jeg skulle gøre det igen, som jeg ikke håber, er jeg utrolig godt klædt på til opgaven, griner Anette Møller.
Første åbningsdag i restauranten
Samme dag var der første åbningsdag i restauranten. Det nye menukort blev præsenteret, og der var særlige tilbud hele weekenden.
-Også det blev taget utrolig godt imod. Vores køkken leverede fantastisk lækker mad og det vakte også ros og anerkendelse blandt de glade gæster.
Tjenerne fik rystet de værste nerver af og kunderne var forståendende, men alle klarede det godt på denne første dag.
-Vi vil gerne rette en stor tak til alle. Vores åbning har været helt perfekt og lige præcis det vi drømte om, siger en glad ejer, som iler videre til nye opgaver.
Nu står det nemlig på fejring af Happy Days i Hune. Hver mandag i juli er der særlige oplevelser i Hune, og mandag den 17. juli, hvor der er by night skal der forberedes særlige oplevelser med mad og musik i den hyggelige gårdhave, hvor værterne også håber på at der er mange der kigger forbi.