Nyheder
imported

Veloverstået Bogfestival i Ingstrup

Lørdag d. 3. september stod i Kulturens tegn, da Ingstrup Bogby atter inviterede til festival.

Tekst: Lotte Kande – Foto: Poul Nymark

Det er en årlig begivenhed, at Ingstrup Bogby holder sin bogfestival, som denne gang fandt sted d. 3. september. Store navne som Sara Blædel, Henrik Egede-Lassen og musiker, Katrine Muff havde alle fundet vej til Ingstrup.

Sara blædel ingstrup bogfestival

Indholdsrig dag

Åbningstalen blev holdt af journalist, Jørgen Pyndt, hvorefter forfatter Henrik Egede-Lassen fortalte om sine oplevelser og tilblivelsen af bogen “Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie”. Henrik Egede-Lassen har grundlagt Albatros Adventure, og han har fået gode råd af Dan Turèll, håndfanget giftige havslanger og har illegalt optaget overgreb på oprindelige regnskovsfolk. Han har filmet over og under vandet på alle klodens kontinenter, og han er blevet bidt af slanger, blæksprutter samt mange andre dyr og været tæt på at miste livet ved utallige lejligheder.

Krimidronningen Sara Blædel fortalte om sit omfattende forfatterskab, der bl.a. indebærer titlen som vinder af de ”De Gyldne Laurbær” og ”Martha-prisen” efter udgivelser som ”Grønt støv” og ”Kvinden de meldte savnet”.

Katrine Muff spillede og sang sidst på eftermiddagen. Dagen afsluttedes med fællesspisning og aftensang under ledelse af Torben Warncke.

Ingstrup Bogfestival

Arrangørerne melder om en meget vellykket festival og afslører samtidig, at planlægningen til næste års festival, der finder sted d. 2. september, snart går i gang.

Fakta

Ingstrup Bogby er en frivillig forening i Ingstrup, som hører hjemme i den tidligere brugs. Brugsen er i dag omdannet til en bogbutik og drives af frivillige.

Foreningen modtager brugte bøger, som de sorterer og sælger i Bogbrugsen. – Alt det vi tjener på at sælge brugte bøger bliver brugt til at arrangere nye kulturelle aktiviteter i Ingstrup. Vi plejer at afholde 4-6 kulturelle arrangementer hen over året nu, og her er Ingstrup Bogfestival langt den største af begivenhederne, fortæller Helge Ottov, næstformand i Ingstrup Bogby.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events