Nyheder
imported

VERDENS SMUKKESTE SKIBE KOMMER TIL AALBORG

Der bliver sommerfest på havnefronten, når Aalborg er værtshavn for The Tall Ships Races fra 1. - 4. august 2015

Event:

Verdens smukkeste sejlskibe kommer til Aalborg

Der bliver sommerfest på havnefronten, når Aalborg er værtshavn for The Tall Ships Races fra 1. – 4. august 2015

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Australien, England, Norge, Holland og Rusland. Det er bare et lille udpluk af de lande, der deltager, når Aalborg er vært for den internationale sejlskibskonkurrence The Tall Ships Races 2015.

– Det er fjerde gang, at vi er vært for The Tall Ships Races, og forventningerne er store efter succesen i 2010. Vi forventer, at mere end 90 smukke skibe fra alverdens nationaliteter tager turen til Aalborg, hvor havnefronten bliver fyldt med musik, underholdning og maritim stemning i fire dage. INDSÆT CITAT: Arrangementet plejer at trække omkring 750.000 gæster til byen, og jeg glæder mig til, at vi endnu engang kan byde borgere, besøgende og besætningsmedlemmer velkommen til en helt fantastisk sommerfest på havnefronterne i Aalborg og Nørresundby,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Kom ombord på skibene

The Tall Ships Races samler nogle af verdens største, ældste og smukkeste sejlskibe på begge sider af fjorden. Blandt de tilmeldte skibe er det norske skib Sørlandet, det hollandske skib Mercedes, det australske skib Young Endeavour, det russiske skib Shtandart og det lokale Aalborg-skib Jens Krogh.

Under The Tall Ships Races får de besøgende mulighed for at komme ombord på mange af skibene, når der er Åbent Skib. Besætningerne ombord viser rundt, nogle laver underholdning, og enkelte giver lov til at klatre lidt i masterne. Der er Åbent Skib i afgrænsede perioder, da skibene også benyttes til receptioner for erhvervsfolk og privatpersoner.

Musikfestival og kæmpe fyrværkerishow

– Vi gentager succesen fra 2010 med en éntre-fri musikfestival alle fire dage, der byder på store danske navne, festplads med boder, aktivitetsområder og underholdning for både store og små. Vi sætter scener op på begge sider af fjorden med musik for enhver smag, afslører Søren Thorst, der er projektleder for The Tall Ships Races i Aalborg.

Frivillige hjælper til

Erik Nielsen fra Sulsted var frivillig under The Tall Ships Races i 2010 og vil ikke gå glip af den unikke oplevelse, så han har meldt sig klar igen til sommer.

– Jeg har arbejdet hos Aalborg Havn, før jeg blev pensionist, og når skibene kommer, så er det som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld. Jeg glæder mig til at opleve det sømandsliv, som de unge er en del af, og jeg glæder mig til at se de mange farverige skibe langs kajerne, siger Erik Nielsen. Knap 300 frivillige forventes at hjælpe til i år med alt fra servicering af skibene, betjening af InfoPoints til salg af billetter til shuttle-både.

Fakta:

  • Aalborg er for fjerde gang værtshavn for The Tall Ships Races i dagene 1. – 4. august 2015 – det blev også holdt i Aalborg i 2010, 2004 og 1999.
  • Med et samlet besøgstal på 2,4 mio. besøgende har The Tall Ships Races været de største begivenheder i Aalborgs historie.
  • The Tall Ships Races har været holdt i de europæiske farvande siden 1956. 
  • Mere end 3.000 søfolk fra hele verden kommer til Aalborg i dagene
  • Formålet med The Tall Ships Races er at give unge mennesker en unik rejse til søs på tværs af landegrænser.
  • Aalborg Kommune sender ca. 150 trainees til søs.  

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events