Nyheder
imported

Verdens største sandslot, veteranbiler, vilde højder og Jens Varmløse

Skulpturparken og Kulturhuset byder på et hobetal af spændende aktiviteter i forbindelse med Hune Day & Night.

Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse

Når der d. 19. juli afvikles byfest i Hune byder Skulpturparken og Kulturhuset ind med et alsidigt program for både børn og voksne. Allerede fra kl. 12 vil man i parken kunne møde uglen Olivia, der får følgeskab af Flemming Salomonsen fra Blokhus Ørne og Naturreservat. Centret er kendt for deres flotte ørne, hurtige falke, smukke høge og stille svævende ugler. Og d. 19 kan man altså lade sig fotografere med smukke Olivia i Skulpturparken. Er du til flere dyreoplevelser, så kan du møde Nordsøen Ocenariums Roadshow på P-pladsen fra kl. 16-20.

Verdens største sandslot 

Uden for Skulpturparken og Kulturhuset kan man netop nu opleve Verdens største sandslot. Det unikke kunstværk skyder ikke mindre end 21 meter og 16 centimeter i luften og med en diameter på 32 meter i soklen er der ingen tvivl. Verdens største sandslot er dermed en realitet. 17 internationale skulptører har sørget for udsmykningen der bla. indeholder pejlemærker fra Nordvestkysten; Sømærket og badehusene ved Blokhus strand, MTB-ryttere ved Slettestrand, Havets frugter, fiskekuttere ved Thorup strand, Rubjerg Knude fyr og Vesterhavets sportsudøvere mm.

Se Blokhus fra oven

Har du højdeskræk? Nej vel… Avas ruller ”sølvpilen” ud og her kan I toppe dagens oplevelser med en tur i deres liftbil. Kurven skyder Jer op i 45 meters højde. En helt unik oplevelse under kyndig vejledning, hvor sikkerheden er i top, hvorfor der også kan ske aflysninger hvis vejret mod forventning skulle drille. Det sker på P-pladsen ved Kulturhuset.

Biler, bajer og Jens Varmløse

Men, ”Sølvpilen” er ikke den eneste aktivitet på P-pladsen. Fra kl. 17. vil veteran- og specialbils entusiaster rulle ind over pladsen ved Kulturhuset og tage opstilling rundt om Verdens største sandslot. Her bliver der mulighed for at opleve en masse veltrimmede maskiner og se de mange prægtige køretøjer.

Selvfølgelig kan der også købes kolde fadøl, som der hører sig til, til en rigtig Day & Night fest. Men festlighederne slutter ikke her. Kl. 17-20 går Jens Varmløse på ”scenen”, når det afholdes ”asfaltbal”. Jens Varmløse, der betegnes som én af de bedste guitarister underholder på P-pladsen. Kom og forkæl dine øregange med herlig musik – alle kan synge med på.

Læs om fantastiske oplevelser og events