Verdensballet kommer til Blokhus i aften med store roser i bagagen for de to første forestilinger. Stadig billetter tilbage.
Der er tale om en begivenhed af format, når Verdensballetten den 17. juli gæster Blokhus som det eneste sted ved Vestkysten.
Verdensballetten samler publikum fra hele verden og er en af de store kulturelle events i Danmark.
Og koncertgæsterne i Blokhus har noget at glæde sig til. Forestillingen foregår udendørs Blokhus Sandskulpturfestival som en imponerende kulisse. Og det bliver med et ensemble i topform.
Forestillingen spillede mandag og tirsdag i Skagen, og har fået meget flotte anmeldelser i medierne.
Forestillingen er uddrag af de forskellige kompagniers program, både fra det klassiske og det moderne repertoire. Det hele bliver præsenteret med små anekdoter og arier fra operaens verden. Det giver forestillingerne en lethed og en tyngde som gør at alle kan være med, både feinschmeckere, balletelskere og publikum der ser ballet for første gang.
Man kan glæde sig til at opleve en række af verdens førende balletdansere optræde på den 100 kvm. store scene.
Alle er solodansere ved The Royal Ballet of London, anført af Alina Cojocaru og Johan Kobborg. Programmet bliver bundet sammen med arier og scener fra operaens verden, sunget af de to danske operastjerner: Ditte Højgaard Andersen og Jens-Christian Wandt, der også optræder i rollen som konferencier. Syv balletdansere, to operasangere, en violinist og en pianist glæder sig til at præsentere en forestilling, hvor teater, dans, musik og natur går op i en højere enhed og bliver til magi, omkranset af de store træer i skoven ved Blokhus Gateway.
Arrangørerne meddeler at man stadig kan nå at få billet til den unikke oplevelse. Disse kan købes i Kulturhuset Blokhus, eller på billetnet.dk eller billetten.dk.
Forestillingen starter kl. 20.00.