Det fantastiske vejr var endnu engang medvirkende til at rigtig mange gæster havde taget turen til Blokhus søndag 2. juni for at opleve de mange flotte veteranbiler, der strålede om kap på byens torv.
Gæsterne kunne beundre de blankpolerede skønheder, og der var hele 68 af slagsen denne solskinsbeskinnede søndag.
Begivenheden var arrangeret af Erhvervsforeningen Destination Blokhus, og det var fyldt med nostalgi. Hele eftermiddagen kunne de besøgende se nærmere på de mange unikke køretøjer, som strålede af ren elegance og æstetik.
Paradekørsel
Arrangementet startede med paradekørsel fra Pandrup, hvor de med de ældste biler forrest, kørte i kortege mod Blokhus Torv.
– Det var vældig flot besøgt, gæsterne var glade og sammen med det skønne solskinsvejr var der en rigtig dejlig stemning hele eftermiddagen, udtaler Jannie Ratke på vegne af Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
1. plads til Morsingbo
Som vanligt fik publikum mulighed for at stemme på deres favorit i to forskellige kategorier.
En af de heldige som rendte med 1. præmien i år var 54- årige Anders Dahlgaard fra Sundby på Mors, der havde taget turen til Blokhus, hvor han deltog i Blokhus & Bilerne med hans røde Chevolet Impala fra 1960.
Han har deltaget i udstillingen tre gange. De to foregående år fik han en tredjeplads, men i år lykkedes det så at blive belønnet med en 1. plads.
-Det er jeg da beæret over, siger han. Det, at min bil også er noget andre kan lide, er dejligt at blive bekræftet i. At jeg så får 1. pladsen er jo utrolig heldigt, for der var virkelig mange flotte biler.
Han blev inspireret til hobbyen med veteranbiler af en kammerat, som gjorde en hel del i det, som han siger. Og det hygger de sig med at bruge deres fritid på.
-Det skulle bare være noget med en ordentlig benzinmotor, griner han. Og det er ikke uden grund at den store, lange røde Chevolet Impala med hvidt tag vækker opsigt. Med ægte elegance indtager den blank og skinnende Blokhus Torv med ejeren bag rettet. Han deler også interessen med sin hustru, som er lige så optaget af de flotte køretøjer. Hun sidder ved siden af, og på spørgsmålet om hun også indimellem er chauffør, siger han grinende: -Nej da, det er kun mig, der får lov til.
Fra Bologna til Blokhus
Anders Dahlgaard er ikke helt ubekendt med Blokhus, for han er fastligger på Blokhus By Camping, så han er ofte i området.
Indtil Corona var han og familien vant til at tage turen til Italien hver år, men siden landet blev lukket ned faldt kærligheden på Blokhus.
-Jamen vi skulle finde på noget andet, og så fandt vi ud af at Blokhus var et skønt område. En fantastisk natur og strand og det at kunne køre en tur på stranden er jo helt fantastisk. At Blokhus så også generelt er god til at arrangere en masse aktiviteter er absolut kun en fordel, og der er Blokhus & Bilerne jo en af mine yndlings.
Og betagelsen af Blokhus har holdt ved lige siden, forklarer han, og endda så meget, at han i år også har købt et sommerhus i feriebyen.
Præmier uddelt
Som vanligt fik publikum mulighed for at stemme på deres favorit i to forskellige kategorier.
Følgende deltagere blev placeret:
Biler fra årgang 1900 – 1965
- plads: Bil 15 Anders Dahlgaard – Chevolet Impala 1960
- plads: Bil 18 Lars Jørgensen – Chevy Impala 1963
- plads: Bil 19 Johnny Bech – VW T1 Bus 1964
Biler fra årgang 1966 – 1989
- plads: Bil 79 Mia Overgaard – VW T2 1977
- plads: Bil 80 Lasse Pedersen – Pontiac Trans Am 1977
- Plads: Bil 72 Brian Balser – Chevrolet Corvette Stingray 1973