Historiske Glimt – Blokhus & Hune:
Man kan mange steder læse, at Søhandel – også kaldet "Skudehandel" har været drevet mellem Jyllands Nordvestkyst og Norge fra Arilds tid, og så er det jo ganske pudsigt, at ordet Arild i mange folks ører lyder som noget fra Vikingetiden. I virkeligheden er det bare et juridisk begreb fra Gammel tid, som kun betegner den tidslængde som gamle folk på egnen kan huske tilbage – dog mindst 40 -50 år. Så vi skal mange "Arildstider" tilbage, hvis vi vil tilbage til denne handels første begyndelse.
Handlen imellem Blokhus og Kristiansand havde gode betingelser, idet afstanden imellem de to byer kun var. 150 km, og havde man en god vind i ryggen og brugte årene flittigt kunne man klare turen fra morgen til aften.
Hidtil har man regnet med at Blokhus Skudehandel stod på i århundrede , men norske arkæologer beretter at der i sørlandet er fundet Vendsysselske lerkar, fremstillet for ca. 2000 år siden, og at den norske Stenaldermand fremstillede sine stenredskaber af dansk flint, fra vores flinteminer i Thy.
Det er derfor nu bevist, at vi ikke bare har handlet sammen i år- hundrede, men i årtusinder.
På gensyn
– Harald Klitgaard
( kilde: Børge Møller)