Turister tiltrækkes af madoplevelser
Madoplevelser, alt det skønne man kan spise og drikke, kan få turister til at vende tilbage til en feriedestination eller give inspiration til at udforske nye ukendte steder. Dansk madkultur har en vis tiltrækningskraft på de udenlandske turister. For 43 pct. af de udenlandske turister i Danmark er de gode danske spisesteder én af årsagerne til at vælge Danmark. 26 pct. af de udenlandske turister rejser efter de lokale danske madoplevelser, mens 8 pct. har finere gastronomi som rejsemotiv.
Mad i markedsføringen af Nordjylland
Mad er et effektivt redskab i markedsføringen af en destination, fordi mad giver visuelle og sanselige associationer til, hvad en ferie i eksempelvis Nordjylland kan indeholde og opleves igennem. Wienerbrød, smørrebrød og hotdogs er ikoniske danske specialiteter, der vækker genkendelse i udlandet. Hvilke specialiteter og råvarer der især forbindes med Danmark, varierer fra land til land. Det er derfor vigtigt at diferentiere indholdet, når man bruger den danske madkultur i markedsføringen af eksempelvis Nordjylland. Spiser vi mere stegt flæsk og tyk sovs?
Hvilke nationaliteter forbinder Danmark med hvad?
Nordmændene forbinder Danmark med god mad, og til en hvis grad med Noma og det nye nordiske køkken.
Svenskerne forbinder også Danmark med mad, men mest den traditionelle, gode, danske mad og en god øl og snaps til.
Tyskerne har ikke den store indsigt i hvad den danske madkultur kan tilbyde i forhold til den tyske madkultur. Da tyskerne primært bor i feriehus eller på camping på deres ferie i Danmark foretrækker de fleste ofte at lave deres egen mad – de nyder f.eks. at købe frisk eller røget fisk hos fiskehandleren.
Læs hele analysen fra Visitdenmark her: http://www.visitdenmark.dk/da/danmark/madoplevelser-paa-ferien-i-danmark