Blokhus

Wind Festival vender tilbage

 | FOTO: Poul Nymark
Farver, fart og flyvende bamser

Pinsen i Blokhus bliver igen i år et spektakulært skue, når Wind Festival indtager stranden den 7. og 8. juni. To dage hvor himlen fyldes med farvestrålende drager, kreative aktiviteter og sjove oplevelser for hele familien – alt sammen med Vesterhavet som kulisse.

Et levende lærred af drager

Blokhus Wind Festival er en hyldest til vinden og kreativiteten, og i år lover arrangørerne et program fyldt med højtflyvende oplevelser. Som altid er det de store, flerlinede drager, som trækker blikket mod himlen. Det dygtige team fra Aerialis Team Flyers står for imponerende opvisninger hver time begge dage fra kl. 10.15 til 16.15 – og lørdag kl. 13.45-15 kan du komme helt tæt på, når de deler tips og tricks i fritflyvningsfeltet.

windfestival 11 (1)

Leg med vinden

Wind Festival handler dog ikke kun om at kigge op – her kan både store og små være med. I krea-workshoppen kan du bygge din egen drage og slippe den løs i vinden, mens Strandguf sælger alt fra farverige drager til vindspil og andet festligt strandudstyr. Og det er ikke kun drager, der letter: Søndag kan børn tage deres yndlingsbamse med til “faldskærmsudspring” – et hit blandt familiens yngste.

Eksplosioner og eksperimenter

På begge festivaldage er Aalborg Universitet til stede med et spændende kemishow og workshop, hvor nysgerrige sjæle kan opleve, hvordan videnskaben også kan lege med elementerne. Her er både eksplosioner og eksperimenter – pakket ind i sjov formidling.

Vild vind og vindbobler

Et andet højdepunkt for børnene er vindboblen, som er åben fra kl. 11-16 begge dage. Her er det vinden, der bestemmer legen – og børnene, der styrer energien.

Anderæs og karameller

Fuld fart ned ad bækken og med vinden i ryggen. Som prikken over i’et afrundes søndagen med det traditionsrige Anderæs, hvor plastickællingerne kæmper sig gennem vandet i bedste kapløbsstil. Indskrivning er kl. 14, og løbet starter kl. 15. Hele søndagen er der også karamelkast én gang i timen – så hold øje med det søde nedfald.

Vejret bestemmer

Wind Festival er naturligvis vejrafhængig. Vinden er meget velkommen, men ændringer i programmet kan forekomme. En ting er dog sikkert: Når vinden blæser over Blokhus i pinsen, er der garanti for fest, farver og flyvende fantasi for hele familien lover arrangørerne.

Læs om fantastiske oplevelser og events