Yelva Munch, som har haft forretningen Yelva i Vestkystcenteret i Pandrup i 8 1/2 år har nu valgt at gå på pension.
– Jeg har elsket den her forretning, og været utrolig taknemmelig for mine loyale og trofaste kunder, men nu er tiden kommet til, at jeg vil på efterløn, forklarer Yelva Munch. Hun glæder sig til at forkæle sine børnebørn endnu mere og bruge mere tid på sin mor. – Jeg glæder mig til at kunne bruge mere tid med familien og ikke mindst dyrke mine interesser meget mere, siger hun med et smil.
Lena Maria Rodkjær Rudkjøbing på 30år, var for 6 år siden i praktik ved Yelva og allerede dengang drømte hun om at drive forretningen videre. – Jeg kontaktede Lena, og vi blev hurtigt enige om, at hun kunne overtage mit inventar, og nu åbner hun til september på Lundbakvej i den gamle Jyske Bank, fortæller Yelva. Forretningen kommer til at hedde Moster L. – Den bliver hyggelig, varm og dejlig. Når folk handler ved mig, skal de "føle sig hjemme", fortæller Lena. Kvinderne har hjulpet hinanden med at købe efterårsvarerne hjem – så der kommer en fin synergi mellem Yelva og Moster L. – Yelva er en dygtig læremester, og har guidet mig igennem diverse indkøb og møde med sælgere, afslutter Lena.
Fakta:Yelva i Vestkystcentetet i Pandrup lukker officielt medio august, mens Moster L åbner på Lundbakvej primo september