Løkken

15 år med Danmarks største lingeriforretning

Indehaver lover fortsat fuld damp

Alle medarbejdere i Blondehuset i Løkken bærer navneskilte, som udover deres navn – ledsaget af et hjerte – også fortæller vedkommendes undertøjsstørrelse. Det er der flere grunde til, fastslår indehaver Helle Svendsen.

-Det skaber nemhed for mændene, når de kommer for at købe undertøj til deres kærester eller koner. Desuden er det med til at skabe en følelse af mindre ”afstand” mellem os og vores kunder, fordi vi giver noget af os selv, fortæller Helle Svendsen.

Blondehuset Danmarks største lingeriforretning, og her er de er eksperter i at finde den perfekte pasform til kvinder i alle former og størrelser.

-Vi vil gå gennem ild og vand for at finde det bedste til vores kunder, siger Helle Svendsen.

Hun åbnede Blondehuset i 2010 på opfordring fra sin mand. Forretningen blev til på rekordtid – fra overtagelse af lokale til åbning gik der blot omkring tre uger.

Succesen voksede hurtigt, og i 2019 flyttede forretningen til en større lokation på den modsatte side af gaden. Med 285 kvadratmeter blev der plads til kunderne og til endnu flere produkter.

-Jeg husker, at der var en, der dengang sagde til mig, at det var bedre at ”grine ud af et lille vindue end græde ud af et stort”, og den kommentar har jeg tit tænkt på efterfølgende, siger Helle Svendsen.

Der har dog primært været grund til smil, selv om der også har været udfordrende år i kølvandet på flytningen til de nye lokaler. I 2020 ramte covid-19 og med flere nedlukninger, herefter fulgte krigen i Ukraine, inflation, stigende energipriser, og 2025 har indtil videre budt på usikkerhed i verden.

-Jeg er dybt taknemmelig for den opbakning, vi møder fra vores kunder – selv i de svære tider, siger hun.

Blondehuset har udviklet sig til en af hjørnestenene i Løkkens handelsliv. Kunderne kommer fra hele landet, og denne dag har veninderne Trine Jensen og Louise Bro taget turen fra Aalborg.

-Jeg har været fast kunde fra starten, siger Trine Jensen, der slapper af i butikkens lounge.

Loungen blev oprindeligt skabt til mænd, der var med på tur, når konen eller kæresten skulle have undertøj. I dag bruges den både af kvinder og mænd, der tager en pause fra indkøbet og nyder en kop kaffe.

Stærke værdier

51-årige Helle Svendsen er landsmanddatter og opvokset på en gård i nærheden af Manna og Thise. Hun har altid været vant til tage fat – uanset om det var som ung tjener på Løkken Badehotel, i en undertøjsforretning i Aalborg eller andre steder. Med i bagagen har hun et stærkt værdisæt, som kendetegner hendes tilgang til mennesker og opgaver.

– For mig er ordentlighed vigtig. Som chef har jeg et ansvar mine medarbejdere. Det er min virksomhed, men det er deres arbejdsplads. Derfor arbejder jeg på at forene arbejdsglæde og en veldrevet forretning, siger hun.

Blondehuset har i dag 15 medarbejdere – en af dem, Winnie Juul, har været med fra starten i 2010. Hun arbejder kun få timer i forretningen, men elsker stadig at være en del af butikkens fællesskab, der tæller medarbejdere i alderen 20 til 65 år.

-Forleden var vi i Romulus i Skallerup, og det er hyggeligt at mødes udenfor arbejdstid, fortæller Winnie Juul.

 

Shopping udenfor åbningstid

I begyndelsen holdt forretningen lukket om tirsdagen, så Helle Svendsen kunne holde en fridag. Men da kunder kørte forgæves, besluttede hun for omkring fem år siden at holde åbent alle ugens syv dage hele året rundt.

-Jeg kunne ikke slappe af, fordi jeg spekulerede på, om der var nogen, der kørte forgæves, fortæller hun.

Selv om det nu er muligt at shoppe undertøj mandag til søndag, er erfaringen, at særligt ét tidspunkt er eftertragtet – lørdag mellem klokken 11 og 14 er forretningen ofte fyldt til bristepunktet.

Blondehuset afholder også arrangementer efter lukketid. Det er en mulighed, som eksempelvis bosteder, firmaer og venindegrupper har benyttet sig af. Desuden kan kunder med særlige behov booke en tid udenfor normal åbningstid.

Et kærligt spark

Blondehuset har gjort sig bemærket i hele Danmark med sit eget badetøjsmagasin. I stedet for professionelle modeller bruger de almindelige kvinder i alle aldre. Et helt bevidst valg, for det er vigtigt at gøre op med det kunstige og urealistiske kvindeideal, der ofte kendetegner reklamer af kvinder i badetøj.

-Vi hører mange selvkritiske kommentarer fra kvinder i prøverummet. De ser manglerne, men vi ser potentialet, og vi er ikke bange for at komme med en kærlig opsang. Det kan godt være, at man ikke er et hundrede procent tilfreds med sin krop, men det er vigtigt at tale kærligt til sig selv og hinanden.

I år bliver magasinet udgivet for tiende gang – og det uden afbrydelser, så det er også værd af fejre, mener Helle Svendsen. Tidligere blev magasinet sendt til 50.000 adresser, men i år går Blondehuset over til en digital version for at være mere bæredygtige. Der vil dog fortsat blive trykt et mindre oplag til forretningen.

En succeshistorie

Det er bemærkelsesværdigt, at Danmarks største lingeriforretning ligger i Løkken – en by med omkring 1600 indbyggere – og ikke i København eller en anden storby. Mens nethandlen udfordrer de fysiske butikker, formår Blondehuset fortsat at tiltrække kunder fra hele landet.

-Vi har altid haft fokus på, at det skal være en oplevelse at handle her, og det vil vi vægte endnu mere fremover. Vores tilgang er, at selvom vi gør det godt, kan vi altid blive bedre. Derfor er vi klar til at give den fuld gas i de kommende år, siger Helle Svendsen med et smil.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events