Nyheder

Mesterhuset i Saltum videre i samme ånd

 | FOTO: Presse
Yngre kræfter overtager tømrerforretningen

Mesterhuset i Saltum er i gang med et generationsskifte. Den velkendte tømrervirksomhed, som har haft base i området siden 1998, er nu på vej til at give stafetten videre.
Det er William Nielsen, som er udlært i virksomheden, der er kørt i stilling til at overtage tøjlerne. Han skal fremadrettet drive firmaet i kompagniskab med Michael Lund, som ejer tømrervirksomhed i Svenstrup. Samtidig fortsætter virksomhedens mangeårige drivkraft, Per Højer, endnu en periode, så overgangen bliver så rolig og naturlig som muligt.
– Vi har bygget huse i Saltum og det øvrige Danmark siden 1998, og nu er vi så småt i gang med at bygge fremtiden for vores egen virksomhed, lyder det fra Mesterhuset.

Fra lokale rødder til mange hundrede byggerier

Mesterhuset blev grundlagt af Per Højer og Keld Kristensen fra Keld & Johs. Siden da har virksomheden sat sit præg på både lokale byggerier og større projekter i hele landet.
– Det startede med store pool-huse på Sjælland, og da muren faldt i Tyskland, byggede vi 12 parcelhuse i Østtyskland, fortæller Per Højer.
Siden fulgte arkitekttegnede millionvillaer på Strandvejen. Her rygtes det hurtigt, at de nordjyske håndværkere både var dygtige og pålidelige.
– Jeg tror, det var fordi vi holdt vores aftaler og leverede et ordentligt stykke arbejde. Det er desværre ikke en selvfølge i dag, siger han.
Også lokalt i Saltum har virksomheden haft travlt gennem årene – først med nybyggeri, og i dag især med sommerhuse, renoveringer og tilbygninger, hvor vestkystens barske vejr sætter sine tydelige spor på de mange feriehuse. -Ingen opgaver er for store eller for små, og det ligger virksomheden meget på sinde at kunden modtager et kvalitetsprodukt, de kan være tilfredse med, pointerer tømrermesteren og fortsætter:
– Du kan vælge os som totalentreprenør på dit nye projekt. Så tager vi os af hele projektet, så du kun har én kontaktperson gennem hele forløbet. Det betyder en nem og overskuelig byggeproces for dig og ikke mindst stor tryghed igennem alle faser. Det er os, der sørger for koordinering af de forskellige faggrupper, som vi har samarbejdet med gennem mange år. Som totalentreprenør er vi med hele vejen, og du kan have ro i maven.

God kvalitet

For Mesterhuset er generationsskiftet ikke kun et ejerskifte, men en bevidst beslutning om at videreføre virksomhedens DNA: Ordentlighed, aftaleoverholdelse og solidt håndværk.
William Nielsen er ikke tilfældigt valgt. Han er selv udlært i virksomheden og med både erfaring og ny energi skal han stå i spidsen for den respekterede tømrerforretning, der efter eget udsagn skal være et forbillede for andre virksomheder.
– Det ligger os meget på sinde, at Mesterhuset forbliver en lokal tømrervirksomhed, hvor man kan stole på håndværket og aftalerne, lyder det fra virksomheden.
Samtidig er der fokus på fremtiden. Bæredygtige løsninger, rådgivning og uddannelse af nye lærlinge bliver en naturlig del af den videre udvikling. – Det her er ikke et farvel til det gamle Mesterhuset, men en fortsættelse af det, vi altid har været, lyder det.

Still going strong

Selv om fremtiden er på vej ind, er den 66-årige Per Højer ikke helt klar til at træde ud endnu. Han fortsætter lidt endnu for at sikre en god og blid overgang.
Hjemme venter en autocamper, men den er ikke pakket endnu.
– Jeg kan ikke helt slippe det. Jeg er stadig tømrer, siger han med et smil.

Flere nyheder