– Jammerbugt Kommune gør klar til at byggemodne 23 nye parcelhusgrunde i Brovst med udsigt over Limfjorden og det kuperede område.
Der er tale om et nyt boligkvarter på Vesterbjergvej i Brovst.
Et attraktivt område
– Området er blevet udpeget som et af de mest attraktive områder for nye byggegrunde i Brovst, og nu går vi i gang, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V).
Økonomiudvalget anbefaler nemlig, at kommunalbestyrelsen vedtager en plan, der betyder, at grundene er klar til overtagelse 1. kvartal 2021.
Der er nemlig tale om et af de investeringsprojekter, som Jammerbugt Kommune rykker frem til udførelse hurtigst muligt for at støtte det lokale erhvervsliv under Corona-krisen.
Plads til flere grunde
Kommunen købte tilbage i marts seks hektar jord i området, som giver mulighed for at opføre de 23 parcelhuse, mens hele området i lokalplanen omfatter cirka 30 grunde i Gl. Brovst.
Planen betyder også, at Vesterbjergvejs forløb fra Kirkevej og op til udstykningen skal udvides, og der skal etableres fortov i den ene side.