Nyheder

27-årig iværksætter ikke i tvivl

Annoncering i Blokhus Avis virker

Freddys Finish har fået en flyvende start og markedsføringen i Blokhus Avis har overrasket den unge indehaver.

Det skulle egentlig bare have været et forsøg. Men for den 27-årige Frederik Emil Mathiasen har opstarten af Freddys Finish udviklet sig særdeles positivt.

I 2026 sprang han ud som selvstændig med sit eget klargøringsfirma, Freddy’s Finish, i Pandrup. Her arbejder han med professionel klargøring af biler, og virksomheden har på kort tid fået godt fat i markedet.

Freddy’s Finish tilbyder blandt andet klargøring, polering og keramisk coating. En Refresh-klargøring til blot 1.000 kroner omfatter både udvendig vask, støvsugning, rensning af måtter, dampvask og opfriskning af interiøret. Virksomheden tilbyder også solfilm og wrap, og kunderne kommer fra hele lokalområdet.

Som ung iværksætter kunne det for den 27-årige Frederik måske have været oplagt udelukkende at satse på markedsføring via sociale medier og andre digitale kanaler. Men da en kammerat med en tømrerforretning fortalte om sine erfaringer med annoncering i Blokhus Avis, blev Frederik nysgerrig.

– Jeg fik anbefalet Blokhus Avis fra en kammerat. Han fortalte, hvordan avisannonceringen havde haft stor betydning for ham og omsætning i hans virksomhed. De omkostninger, han havde haft med avisannoncering, var blevet tjent hjem for længe siden.

Derfor besluttede Frederik sig for også at give det et skud. Det har vist sig at være et valg, der har haft en mærkbar effekt for den nystartede virksomhed.
– Vi fik mange kunder på baggrund af vores annonce i avisen og de omtaler, der har været med. Der kom både nogen ud til værkstedet i Pandrup, og der var også en del, der ringede og sagde, de havde set os i avisen.

En enkelt episode illustrerer meget godt, hvordan den trykte avis har fungeret som markedsføringskanal for den unge iværksætter.
– Jeg havde for eksempel besøg af en mand, som kom med min annonce i hånden, som han havde klippet ud af avisen. Han ville høre mere om, hvad jeg kunne tilbyde og blev kunde.

– Jeg har også haft flere turister forbi, og der har endda været tyskere på besøg, som åbenbart også læser avisen, selvom den er på dansk, griner han.

Lokalt medie med stor rækkevidde

Blokhus Avis og Vestkysten Nordjylland distribueres bredt i området – både i postkasserne og samtidig tilgængelig i gadebilledet for de mange turister og sommerhusejere, der opholder sig langs den nordjyske vestkyst.
For Frederik er det netop kombinationen af den lokale tilstedeværelse og avisens fokus på, hvad der sker i området, der gør den interessant, og selvom han kun er 27 år og flittig bruger af sociale medier, så betragter han avisen, som et stærkt lokalt aktiv.
– Det er en rigtig fin avis. Jeg bor selv i lokalområdet, og jeg læser den også. Måske er jeg ung i krop, men gammel af sind, smiler han. Men han beskriver, hvordan Blokhus Avis er rigtig god til at formidle, hvad der sker i området – både i forhold til events og også hvad der er af gode tilbud. -Jeg har en lille datter, og vi vil gerne vide noget om alle de gode oplevelser, der er.

Han oplever samtidig, at interessen for det lokale stadig er stor.

– Jeg sætter stor pris på avisen, og det er et fantastisk sted at få oplysninger fra. Jeg kan rigtig godt lide det lokale og den lokale formidling, og det har jeg også indtryk af, at mange andre værdsætter.

Og selvom Frederik er en del af en generation, hvor digital markedsføring fylder meget, har den gode gamle avis vist sig at være en effektiv vej til nye kunder for Freddy’s Finish.

For den unge iværksætter er konklusionen derfor klar:

– Avisannoncering var nyt for mig. Men det har jo vist sig, at det virker.

Flere nyheder