Der er stadig travlhed i Punkt1 i Brovst. Kunder fra hele Nordjylland finder vej til butikken i Jernbanegade – på jagt efter alt fra vaskemaskiner og tv til den nyeste iPhone. Midt i en tid, hvor mange fysiske butikker kæmper mod nethandlen, er det ikke tilfældet i Brovst. 1. juni kan indehaver Bo Kølby Nielsen fejre 40-års jubilæum i en butik, der fortsat udvikler sig.
Han startede læretiden i 1981 under Henning Tidselbak, der dengang stod bag 7 forretninger i Nordjylland. Efter endt læretid overtog de sammen, driften af Expert i Brovst i 1986, og i 2003 overtog Bo ejerskabet af butikken. Forretningen har altid været en del af indkøbs- og marketingssamarbejdet med Expert-kæden, som sidste år skiftede navn til kun at hedde Punkt1.
I dag kan den 67-årige Bo se tilbage på de 40 år, hvor han har levet af at sælge alt indenfor radio- og tv-branchen lige fra dvd, videobånd og musikanlæg i 90érne til nutidens Iphones, fladskærms-tv og bærbare pcére. Senere kom der flere varegrupper til, og i dag udgør det også hvidevarer og øvrige el-artikler til husholdningsbrug.
Han har været en del af en branche i konstant forandring, men ikke desto mindre har han sammen med sine dygtige ansatte formået at omstille sig løbende. I dag er nethandel ikke en fjende men nærmere en styrkelse af forretningen.
-Selvom det er en lokal butik, så er 60 % af salget i dag udenfor lokalområdet, fortæller han. 80 % af kunderne sidder hjemme og orienterer sig på nettet. Efterfølgende kører de gerne til Brovst for at se varen fysisk og flere bliver ofte overrasket over, at der er så stor en forretning i Brovst. Butikspersonalet tager dialogen med kunden og bruger deres ekspertise til at vejlede om valget ud fra den enkeltes behov. -På den måde forhindrer vi også mange fejlkøb, fastslår han.
Bo fortæller, at deres rådgivning og service favner bredt lige fra køb til reparation og installation. -Vi tager kunden i hånden, og sørger for at guide dem hele vejen: – I mange tilfælde er vi også dem, der leverer varen og installerer, så alt er klar til brug, siger han. -Mange har f.eks. ikke erfaring med at overføre data fra en ældre pc eller telefon eller f.eks. installere en vaskemaskine eller tv. Det sørger vi for, og vi kommer også gerne hjem med varen – ofte også umiddelbart efter køb. – Det vi kan nå idag udsætter vi ikke til imorgen, og det sætter kunderne stor pris på, forklarer han som en af de parametre, hvor de skiller sig ud fra øvrige forretninger i branchen.
Og selvom 40 år er gået siden den unge lærling trådte ind i branchen, er arbejdsglæden stadig den samme hos Bo. -Så længe jeg har det godt og trives, så fortsætter jeg i forretningen. Det er en livsstil for mig. Men skulle der komme en, som vil købe butikken, så er den da til salg.
Den sparsomme fritid bruges på golf, børn og børnebørn, og i sommersæsonen nyder parret tilværelsen i deres sommerhus ved Lendrup Strand i Vesthimmerland.
Lørdag den 6. juni markeres jubilæet med gode kampagnetilbud, og dem der har lyst, er velkommen til at besøge butikken den dag, hvor alle bydes på en lille forfriskning og en pølse i tidsrummet kl. 9.30-15.00.




