Nyheder
imported

450 tons ost produceres hvert år i Ingstrup

Ingstrup Mejeri, der ligger placeret mellem ferieområderne Blokhus og Løkken – og kun et stenkast fra Grønhøj Strand, kan senere på året fejre 125 års jubilæum.

Ingstrup:

450 tons ost produceres hvert år i Ingstrup

Ingstrup Mejeri, der ligger placeret mellem ferieområderne Blokhus og Løkken – og kun et stenkast fra Grønhøj Strand, kan senere på året fejre 125 års jubilæum

Tekst og Foto: Lotte Kande

Ingstrup Mejeri er et af Danmarks mindste ostemejerier.

-Og det har vi det egentlig godt med. Her skal tingene ikke jages igennem med ekspresfart, men laves med omhu og kærlighed, fortæller butiksleder, Jonna Jensen. Til august kan mejeriet fejre 125 års jubilæum og har i den anledning sat gang i produktionen af en jubilæumsost der kommer i tre varianter. En cremet og lagret, en mellem-lagret og en ekstra-lagret variant. Alle tager de udgangspunkt i den velsmagende og mest populære Ingstrup guldost – dog er Jubilæumsosten kitmodnet i fire uger længere.

Godt håndværk og en masse kærlighed

Hos Ingstrup Mejeri bliver hver eneste ost bliver passet og plejet, og hver eneste ost har sit helt eget særpræg og smag. – Over 100 års erfaring har vist os, at godt håndværk og masser af kærlighed bringer de bedste smagsnuancer frem i en ost, fortæller en af mejeriets tre mejerister Jesper Andersen. – Ellers får man bare oste uden sjæl, der smager ens hver eneste gang. Sådan gør vi ikke her,  siger han med et smil på læben.

Samarbejde med Vrejlev Kloster

For at mejeriet kan lave den gode ost skal råvarerne være i orden, og derfor får Ingstrup Mejeri kun mælk fra køerne på Vrejlev Kloster. – Der er der produceret mælk i mange generationer, og de ved de laver, samtidigt med, at vi ved, hvad vi får, fortæller Jesper videre. Det sidste år har mejeriet udviklet på en helt speciel Kloster ost. -Men nu har vi fundet den helt rigtige form og smag, siger Jonna. Vrejlev Kloster Ost bliver naturligvis produceret af mælk fra klostret, osten laves i Ingstrup og bliver efterfølgende kørt til Vrejlev Kloster i 4 uger for at modne. Herefter fragtes de tilbage til mejeriet for videre modning i tre kvart år inden de kan sælges. Jonna fortæller endvidere, at udsendelsen ”Godsejerne” på tv har sat skub i salget af osten idet denne udsendelse bl.a. tager udgangspunkt i Vrejlev Kloster.

Et mejeri med stolte traditioner

Men det er ikke kun tv-seer der køber ost i Ingstrup. Mejeributikken holder dagligt åbent, og kunder fra nær og fjern ligger gerne vejen forbi. Selvom 95 % af produktionen sendes ud i detail handlen er det Jonnas indtryk, at de kunder der kommer forbi butikken ønsker at opleve det autentiske miljø og det gode håndværk helt tæt på. Hun fortæller endvidere at flere feriegæster gerne tager køletasken med, således de kan købe ost og smør med hjem til fx Tyskland.

Ingstrup Mejeri har udviklet sig fra et landsbymejeri i 1890 til et stort, moderne mejeri i 30´erne og derfra videre til et mindre håndværksmejeri i 2000´erne med stolte traditioner og kærlighed til produkterne som fællesnævner gennem uafbrudt mejeridrift med osteproduktion i snart 125 år.

Erfaringen er gået i arv fra mejerist til mejerist, så selv om verden har ændret sig en del i de sidste mange år, så er ostene stort set, som de altid har været afslutter Jonna.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events