I juni blev kravene skærpet for dem, der drømmer om at blive ejer af et af de ikoniske hvide badehuse på Blokhus strand, men samtidig kan en mulig lempelse i planloven føre til, at flere badehuse vil kunne opstilles i fremtiden.
Tidligere har der været et ønske fra Blokhus Turist- og Kulturforening om at skabe mere liv og aktivitet omkring badehusene. Ofte står de tomme og ubrugte hen i en stor del af sommeren i kraft af at flere af de nuværende ejere bor langt væk.
Jammerbugt Kommune administrerer ventelisten og hidtil har alle, der har haft interessen, uanset hvor i landet de bor, haft mulighed for at blive skrevet op på listen mod et årligt gebyr på 160 kr.
Med 47 badehuse, en venteliste på intet mindre end 260 personer og med kun 1 udskiftning om året er det mere end svært at imødekomme ønsket om at blive ejer af et badehus og derfor også at løse udfordringen med at skabe mere liv.
-Det er jo en voldsom lang liste, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade. Rent praktisk giver det jo god mening at arbejde med det, så badehusene i højere grad kan blive benyttet.
Jammerbugt Kommune har derfor haft sagen drøftet i økonomiudvalget, og i den forbindelse er der nu trådt ændrede krav i kraft for at blive skrevet op på ventelisten.
På mødet 11. juni blev der truffet beslutning om, at alle skal dokumentere at have bopæl (helårs- eller sommerbolig) indenfor en 50 km. radius af Blokhus.
Det har ført til bristede drømme hos de 59 personer på ventelisten, som er bosiddende udenfor grænsen.
-Vi indrømmer naturligvis, at vi er kede af at de ryger ud af listen, men omvendt sagt kan det her også være med til at sikre en øget benyttelse og mere aktivitet, forklarer Mogens Christen Gade.
Flere badehuse
Sammen med den ønskede skærpelse af kravene har det også igennem mange år været et stort lokalt ønske at få flere badehuse sat op på Blokhus strand, og det er blevet afvist flere gange.
Mogens Christen Gade fortæller, at der nu er tale om en lempelse af planloven, der muligvis kan føre til, at der kan opstilles flere badehuse.
Udover Blokhus har der også tidligere været ønsker fra Rødhus og Slettestrand om at få badehuse.
-Kommer der en lempelse i loven giver det god mening at tage en drøftelse omkring mulighederne, siger borgmesteren. Badehusene er autentiske og en del af vores DNA. Det er vigtigt at holde fast i. Sammen med flere badehuse skaber det udvikling og liv til glæde for turismen.
Selvom ønsket om flere badehuse aldrig tidligere er blevet imødekommet, så er borgmesteren alligevel positiv og mener ikke, at det vil tage mange år inden det kan blive en realitet.
-Der er udsigt til at lempelsen vil være indenfor overskuelig tid, og derfor vil det også være indenfor forholdsvis kort tid, at der vil blive åbnet op for en ansøgningsrunde.
-Så er det jo med, at vi gør hoserne grønne for at komme i betragtning, afslutter han.
