Ejendomsmægler Teresa Fürüheim Brix har netop tiltrådt stillingen som butikschef hos Thorkild Kristensen i Blokhus. Med 20 års erfaring i branchen – heraf fem år som mægler hos Thorkild Kristensen i Aalborg – kender hun firmaet særdeles godt.
– Jeg har altid haft et godt øje til Blokhus, og da muligheden opstod, var jeg klar til at tage springet og prøve kræfter med en lederstilling, fortæller Teresa F. Brix.
Den 49-årige ejendomsmægler, der bor i Nørresundby med sin mand og større børn, ser frem til at sætte sit præg på afdelingen og lede det nye team der snart, udover hende selv, består af to ejendomsmæglere og en studiemedhjælper.
Men jobbet handler ikke kun om nye udfordringer. For Teresa er det også en form for hjemkomst.
– Jeg føler virkelig, at jeg er kommet hjem til Blokhus. Min farmor og farfar havde sommerhus ved Sømærket, og jeg har tilbragt utallige timer i byen både som barn og ung. Blokhus har en særlig plads i mit hjerte.
Efter en periode hos andre mæglerkæder og senest inden for ejendomsadministration, har hun nu valgt at vende tilbage til ejendomsmæglerfaget – denne gang i en by, hun har et nært forhold til.
Nu ser hun frem til sol, sommerhusvejr og en lavere rente, så hun og teamet kan hjælpe endnu flere med at finde deres drømmebolig ved Vestkysten.