Blokhus

Råvaremarked på Blokhus Torv

 | FOTO: Poul Nymark
Smagsfyldt tradition 

Først på dagen begynder de første udstillere at ankomme til Blokhus. Der bliver pakket ud og anrettet, så alt er klar til kl. 10, når gæsterne begynder at komme. Duften breder sig, og snakken går lystigt. Det smager af ægte dansk sommer, når det populære Råvaremarked afholdes på Blokhus Torv hver tirsdag kl. 10–14 frem til 12. august. Arrangementet er arrangeret af Hune‑Blokhus Borgerforening, som i over 15 år har skabt uforglemmelige markedsoplevelser for både lokale og turister.

Torvet summer af liv med op til 40 boder, hvor du kan opleve masser af lokale råvarer som f.eks. friskopgravede grøntsager, bær, brød, oste, pølser og fisk. Derudover frister bodernes udvalg af hjemmelavede safter, lokalbrygget øl, gin, marmelader og delikatesser, mens kunsthåndværkere tilbyder alt fra keramik og malerier til pileflet og unikke designvarer.

Under parasollerne bydes på smagsprøver og gode historier, som udstillerne gerne deler ud af. En autentisk og ægte ferietradition, hvor hygge og købmandskab mødes hver tirsdag.

Formand Poul Andersen fra Hune‑Blokhus Borgerforening glæder sig over markedets popularitet.

-Det er fantastisk at kunne sætte fokus på vores område, skabe liv på torvet og støtte de lokale producenter, siger han.

Læs om fantastiske oplevelser og events