Blokhus

Sommertravlhed hos spisesteder

Fisk hitter på gæsternes sommertallerken

Traditionen tro er sommeren lig med tusindvis af danske og udenlandske feriegæster, som valfarter til området, og det betyder travlhed hos butikker, restauranter, overnatningssteder, attraktioner og caféer.

Vi har spurgt en række spisesteder, hvordan sommeren er gået indtil nu, og meldingen er klar: Der er travlt.

På Strandhotellet Blokhus fortæller hotelchef Casper Frederiksen, at der er fremgang i antallet af bookinger sammenlignet med sidste år. Gæsterne kommer primært fra Danmark, men også svenske, norske, hollandske og tyske gæster tjekker ind på kortere eller længere ophold på badehotellet.

-Vi har stort udsolgt i de her uger, og de få værelser der er tilbage, skal nok blive booket, siger Casper Frederiksen.

Også hotellets restaurant oplever en stigning i antallet af besøgende.

-Vi mærker fremgang i Restaurant Blå, som ikke blot henvender sig til hotellets gæster men til alle, der ønsker at nyde et godt måltid mad, fortæller Casper Frederiksen, der tilføjer, at arrangementer som blandt andet frokostjazz har været en stor succes.

Ifølge restaurantchef Ronny Boesing er der flere retter, som især hitter blandt sommergæsterne: Hotellets sommercocktail med rabarber og champagne, kammuslinger med radisecrudité, marinerede friske ærter og agurkesuppe, Strandhotellets Lobster Roll, tun tataki med Ponzu-sojasauce, ristet sesam og avocado – og ikke mindst pandestegt havtaske med squash-linguine og blanquet af champagne og kaviar.

Nordstjernen: Fuldt hus og nye tiltag

Hos Nordstjernen har Ann Cathrine og Christoffer Thorhauge Hallager også travlt.

-Hele uge 29 har været vild – godt hjulpet på vej af det gode vejr, siger Ann Cathrine Thorhauge Hallager og fremhæver, at torsdage med musik på torvet tiltrækker ekstra mange gæster.

-Vi har plads til 100 i restauranten, og en aften var vi oppe på at servere for 160 gæster og måtte sige nej til lige så mange. Restauranten har i år lanceret flere nye tiltag – blandt andet en sommerbuffet, som er blevet rigtig godt modtaget af gæsterne.

-Vores á la carte-menu spænder bredt, og vi oplever ikke én ret, der skiller sig særligt ud. Men vores nye, saftige burger – tilføjet på opfordring af vores restaurantchef – har været en stor succes og gør, at vi nu rammer et endnu bredere publikum, siger hun og sender samtidig en ros til Erhvervsforeningen Destination Blokhus for et stærkt musikprogram.

-De har virkelig ramt plet med programmet. Jeg tror ikke, jeg før har set så mange mennesker i byen som den aften, hvor Kato og MD-Duo spillede. Det var et godt mix, som ramte både det unge og lidt ældre publikum.

KunstCafeen oplever helårssæson

Hos KunstCafeen Blokhus begyndte sommertravlheden allerede i begyndelsen af juni. Her er det især klassikere som stjerneskud, rejemadder, burgere, Moules Frites, wienerschnitzler og Fish’n Chips, der hitter blandt gæsterne.

Indehaver Anita Michaelsen fortæller, at det i stigende grad ikke kun er sommeren, der er travl – det er hele året.

-Der er sæson hele året. Det skyldes i høj grad den positive udvikling, området har gennemgået. Blokhus er ikke længere kun en sommerby – det er en helårsdestination, siger hun.

I dag holder stort set alle butikker og spisesteder åbent året rundt, og selv i november oplever gæsterne en “åben by”. Den udvikling tilskriver hun blandt andet det stærke samarbejde i byen.

-Blokhus har udviklet sig i retning af det nye Skagen. Det skyldes ikke mindst de mange frivillige og Jannie fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus, som har skabt aktiviteter for hele familien – hele året.

Hun bidrager selv aktivt til byens puls med egne events som “torsdagsflæsk” og den populære brunchbuffet i weekender og på helligdage.

-Vores brunchbuffet er blevet en kæmpesucces. Nogle dage har vi op mod 200 gæster, og mange kommer langvejs fra – blandt andet fra Aalborg, fortæller Anita Michaelsen.

Læs om fantastiske oplevelser og events