Midt i Ingstrup, hvor den gamle præstegård engang lå, er noget nyt vokset frem – ikke blot i form af shelters, borde, bænke og en pavillon, men som et symbol på sammenhold og handlekraft.
På blot halvandet år – og med omkring 500.000 kr. i fondsmidler og frivillig arbejdskraft – er den tidligere præstegårdshave blevet forvandlet til et grønt fristed for både lokale og gæster. Et sted, hvor natur, nærvær og fællesskab går hånd i hånd.
-Det har givet byen muligheder for at samles i naturskønne omgivelser. Vi har afholdt opera, musikaftener og Sankt Hans her – og det har været en succes. Omkring 200-300 deltog i operaaftenen, mens cirka 200 mennesker mødte op til Sankt Hans, fortæller Ole Nørgaard, der er en af de ildsjæle, der har været involveret i projektet.
Han kalder sig selv inkarneret ”Ingstrup-borger”. Bortset fra en afstikker til Aabybro har Ole Nørgaard boet hele sit liv i Ingstrup – som generationer af hans familie før ham.
-Jeg brænder for lokalområdet, og det har altid føltes naturligt for mig at engagere mig i byens udvikling, fortæller Ole Nørgaard, mens han med raske skridt går ad den sti, der fører gennem en del af skoven, som Ingstrup Trivselsskole bruger til undervisning og blandt andet laver kvasdynger til dyr og insekter mv.
Den smukke oase midt i byen har fået navnet “Præstens Have” – opkaldt efter den tidligere præstegård, der kan spores mere end 400 år tilbage. Gården fungerede oprindeligt som kongsgård, hvor selveste Christian 3. siges at have opholdt sig. Siden har den tjent som embedsbolig for Ingstrup Kirkes præster. I 2020 blev bygningen revet ned på grund af omfattende skimmel- og rådskader, som gjorde renovering umulig.
-Det daværende menighedsråd besluttede at rive præstegården ned, og på et tidspunkt var det på tale at sælge området, som ejes af Ingstrup Kirke, til private. Men heldigvis blev det besluttet at beholde arealet, fortæller Ole Nørgaard.
Fra det højeste punkt i haven er der udsigt til en imponerende blodbøg og en sø. En afmærket sti leder besøgende ind til en plads, som tidligere var dækket af tilgroet hyld. Nu er der sået vilde blomster og græs, etableret to shelters en bålplads, som skoleeleverne har været med til at etablere.
-Vores ønske er at involvere skolen, så eleverne føler ejerskab og har lyst til at bruge stedet, siger Ole Nørgaard og viser vej ad en sti, der gør det trygt at færdes fra skolen til Præstens Have, til Ingstrup Kirke og eksempelvis besøge områdets gravhøj, Ekkohøj.
I hele taget ligger det Ole Nørgaard meget på sinde, at der er et stærkt fællesskab i byen. Det skaber samlingskraft og gør i sidste ende byen attraktiv – ikke blot for de nuværende borgere – men også i forhold til tilflyttere.
-Ingstrup har meget at byde på: en velfungerende skole, en aktiv sportsforening, forsamlingshus, Bogbrugsen og mange andre lokale aktiviteter. Mit håb er, at alt det gode, vi har, kan være med til at styrke bosætningen, siger han.
Selvom området officielt blev indviet den 1. juli, fortsætter arbejdet for bestyrelsen i Foreningen Præstens Have og den ti mand store arbejdsgruppe. Håbet er at få etableret toiletforhold – og med det stærke fællesskab, Ingstrup har vist, er der god grund til at tro på, at det også nok skal lykkes.
