Mange vil formentlig sige, at hun ikke er større end tobak for en skilling, men bag den klejne skikkelse gemmer der sig et menneske med vilje af stål, ukuelig energi, arbejdsomhed og en hjertevarm dedikation til sit fag og sin by.
I 40 år har Helle Hertz – alias ”Helle Hår” – med saks, kreativitet og smittende humør skabt frisurer og en hyggelig atmosfære, uanset hvad hun har haft fingrene i. Den 13. september fejrer hun sit jubilæum med åbent hus i frisørsalonen Sønder i By.
Selv kan hun næsten ikke fatte, at det allerede er 40 år siden, hun slog dørene op til sin egen salon i Gug.
Hun har dog været i faget i næsten 50 år, for som 12-årig fik hun fritidsjob på en frisørsalon, hvor opgaverne bestod i at vaske hår og feje gulve.
Jeg husker, at jeg godt kunne godt lide at give kunderne en god service. Derfor stjal jeg cerutter fra min chef, som jeg forærede til kunderne. Så kunne de nyde en cerut, mens de sad med vandondulation eller under tørrehjelmen, fortæller Helle Hertz med et smil.
Hun blev siden udlært hos Salon Bjarne i Aalborg – en tid, hun ser tilbage på med glæde og taknemmelighed. De var i alt syv assistenter og tre elever, og tonen var god og hjertelig. Bjarne Simonsen var en god læremester. Forinden havde hun været en tur omkring København, hvor hun indledte sin læretid hos Gun-Britt Zeller, men samarbejdet holdt kun kort tid.
En dag kom Lone Hertz (red: skuespiller), som er min fars kusine, for at få ordnet hår. Naturligt nok talte vi om familien, men det tillod Gun-Britt ikke. Hun sagde til mig: ”Det her er ikke en tesalon, her skal sælges varer”, siger Helle Hertz, der derefter – med sit eget udtryk – deserterede.
Hun tog nemlig i lufthavnen for at rejse hjem til Nordjylland, men uden billet og uden penge. Heldigvis forbarmede SAS-personalet sig, og hun fik en gratis billet hjem.

Fra Gug til Blokhus
I 1987 flyttede Helle Hertz til Blokhus, hvor hun – på opfordring af sin mor – åbnede frisørsalon.
Mine forældre var flyttet hertil fra Aalborg, og på det tidspunkt var der ingen frisør i Blokhus. Derfor mente min mor, at jeg skulle åbne en salon her, fortæller hun.
Ægtemanden Henrik og parrets to børn flyttede med, og Hertz Design Klip fik adresse på Aalborgvej i lokaler, der siden er revet ned og erstattet af byggeriet på Springvandstorvet. Samtidig åbnede hun en salon i Kaas og ansatte personale. Når der var sygemeldinger i Kaas, tog hun selv aftenerne i brug – efter en arbejdsdag i Blokhus kørte hun videre til Kaas for at klippe.
På dette tidspunkt blev hun også involveret i den første handelsstandsforening i Blokhus. Sammen med andre driftige erhvervsdrivende arbejdede hun på at udvikle byen.
Det var et helt andet Blokhus end det vi kender i dag. Om vinteren var byen død, og derfor stiftede vi en forening for at få flere butikker til at holde åbent, fortæller hun,

Frisør og restauratør
I starten af 00’erne indledte Helle og Henrik Hertz – nærmest tilfældigt – en karriere som restauratører. Efter en længere familieferie i Australien, hvor de havde nydt surferlivet, vendte de fulde af energi hjem til Danmark. Planen var at leve et enklere liv med plads til rejser, men i stedet købte de en café på Høkervej i Blokhus, hvor de åbnede spisestedet Fisken og Krebsen – navngivet efter deres stjernetegn og med et logo tegnet i al hast af Henrik Hertz.
Det blev nogle særdeles hektiske år. Parret ejede lejlighed i den tidligere Kancelligård og hus på Aalborgvej, som mod forventning ikke blev solgt, og økonomien var presset.
Vi startede med at købe seks fine fisketallerkner, som bare måtte vaskes hurtigt op, så de var klar til næste hold gæster. Vi knoklede virkelig for at få det hele til at hænge sammen. Alt var hjemmelavet – lige fra fiskefrikadellerne til remouladen, fortæller Helle Hertz og bladrer i en mappe med billeder, menukort og søde hilsner fra gæster.
Arbejdsdagene startede med fiskerensning klokken fem om morgenen og sluttede sent på aftenen med rengøring. Henrik, der er uddannet tømrer, havde samtidig job på Trægården i Kaas, mens Helle cyklede rundt til private kunder for at klippe hår, inden restauranten åbnede.
Selv om både minderne og regnskabet var gode, valgte parret efter tre år at stoppe. Tilsammen var de blevet 23 kilo lettere – men mange erfaringer og gode oplevelser rigere.
Det var en fantastisk tid, og jeg elskede det. Jeg husker stadig en Sankthansaften, hvor hele terrassen var fyldt, vi serverede krabbekløer, og stemningen var helt magisk. Nogle gange havde vi så mange gæster, at musikeren måtte sidde på handicaptoilettet og spille, fortæller hun grinende.

Engageret i frivilligt arbejde
Helle Hertz blev igen fuldtidsfrisør, og det har hun været siden. Samtidig har hun – ligesom for næsten 40 år siden – et stort engagement i byens udvikling. I mange år har hun siddet i bestyrelsen for Blokhus og Omegns Grundejerforening, der arbejder for at sikre en positiv udvikling og skabe et attraktivt miljø for både grundejere og besøgende.
Blokhus er en fantastisk by, som har gennemgået en imponerende udvikling. Denne sommer blev jeg spurgt i radioen, om jeg ikke var træt af alle turisterne. Men tværtimod – de er grundlaget for alle de muligheder og tilbud, vi har i byen, siger hun.
De 40 år i saksens tjeneste markeres den 13. september med Åbent Hus i tidsrummet fra klokken 14-17. Her er alle velkomne til kanapeer og læskende dråber. Hovedpersonen er spændt på fremmødet, men tager det med samme lune som altid – og med mottoet: Hvor der er hjerterum, er der altid husrum.
Vi tager bare toiletterne i brug, hvis det bliver nødvendigt, siger Helle Hertz med et smittende grin.





