Håndbold, Jyllandsserien herrer:
Aalborg Studenternes IF – Aabybro HK: 18-31 (9-16)
Aabybro HKs træner Erik Borup havde på forhånd nærmest lovet en sejr mod Aalborg Studenterne i udekampen torsdag aften 14. oktober, og sådan gik det da også.
På samme niveau
– Hvis vi kunne holde samme niveau, som i den første kamp mod Hjallerup, var jeg sikker på en sejr, og det kunne vi. Stor ros til drengene, siger Erik Borup.
– I den her række er der to hold, der skiller sig ud. Det er Hjallerup og os, tilføjer han.
Aabybro HK lagde stærkt ud som forventet og fik styr på kampen efter 20 minutter, hvor stillingen var 10-9 til AaHK.
Så fik både defensiv og offensiv for alvor fat, og Aalborg Studenterne scorede ikke yderligere inden pausen.
– De hang hele tiden bagefter og fik derfor mange udvisninger, og vi er gode til at spille i overtal, siger Erik Borup.
Overbevisende indsats
Efter pausen kom Aabybro HK på 21-13 efter 40 minutter og førte 27-15 med 10 minutter tilbage.
– Det var en rimelig overbevisende indsats, siger en tilfreds træner.
Næste kamp er 24. oktober ude mod Svenstrup, som har tabt sine to første kampe, hvorfor Erik Borup også anser Aabybro HK som favorit i den kamp.
Op til denne sæson har Aabybro HK fået tilgang af flere spillere blandt andet netop fra Svenstrup men også Emil Bach fra Vestbjerg og den 19-årige Aaby-dreng, Mikkel Stouby, der har været omkring Mors-Thy Håndbolds eliteungdom.
Aabybro HKs målscorere:
- Nicolai Holland: 8
- Emil Bach: 7
- Kristian Jakobsen: 5
- Mikkel Stouby: 5
- Casper Nesager: 2
- Sebastian Kersting: 2
- Nikolaj Levin: 1
- Martin Møller Kristensen: 1