Aabybro

Aabybro IF kom tilbage på sporet

(Arkivfoto)
Fodbold, serie 1
Aabybro IF – Dronninglund IF: 2-0 (2-0)
1-0 (20.) Jonas Rasmussen
2-0 (36.) Mads Thomsen

Efter forrige kamps nederlag ude mod et defensivt indstillet hold fra Brønderslev, skulle Aabybro IF forsvare 1. pladsen tirsdag aften hjemme mod bundholdet Dronninglund, der også gik til kampen med en defensiv tilgang.

Sæsonens bedste
Men denne gang lykkedes det Aabybro IF at få brudt modstanderens forsvarsværker.
– Med sejren kom vi tilbage på sporet. Det var dejligt, siger træner Claus Thomasen.
– I 1. halvleg viste vi sæsonens hidtil bedste spil. Vi flyttede bolden hurtigt rundt på jorden og fik virkelig flyttet rundt på dem. Det hjalp også, at banen var en smule fugtig, så vi kunne spille hurtigere. Det var meget positivt, fortæller han.

Målene
Aabybro IF kom foran efter et hjørnespark, som blev clearet, hvorefter bolden igen blev slået ind i modstanderens felt, hvor Mads Thomsen spillede bolden til topscorer Jonas Rasmussen, der fra kanten af feltet skød bolden i mål.
Ydermere blev det 2-0 inden pausen, og atter var en dødbold optakt til målet.
Tobias Mejlholm sparkede et virkeligt godt frispark, som Dronninglunds målmand flot halvklarede ved den ene stolpe, men Aabybros Mads Thomsen var først over riposten og scorede.
Efter pausen blev opgøret mere jævnbyrdigt, da Dronninglund IF søgte længere frem på bane i forsøget på at få en scoring. Men Aabybro havde stadig boldovertaget.
– Det var en god sejr, og Dronninglund skal nok komme til at tage point mod andre hold, siger Claus Thomasen.
Aabybros bedste var Daniel Christophersen.
Aabybro IF skal forsvare 1. pladsen lørdag ude mod Hjørring.

Læs om fantastiske oplevelser og events