Utraditionel markedsføring, velegnede lokaler i mindre landsby samt opbakning på hjemmefronten fik nyetableret mekanikerfirma til at udvikle sig med raketfart.
Med kun 1 år på bagen har virksomheden gennemgået en imponerende udvikling, hvor de i dag står med en tyk ordrebog, har 4 ansatte og snart endnu en på vej.
Den præstation førte da også til, at de blev nomineret til at modtage Årets Iværksætterpris 2024 i Jammerbugt Kommune, som fandt sted ved et arrangement 27. november i Jetsmark Idrætscenter.
Tre virksomheder nomineret
Kapløbet stod imellem tre virksomheder, DMO Biler fra Gøttrup, MG Entreprenør fra Arentsminde og Naturting fra Fjerritslev, men årets vinder blev DMO Biler i Gøttrup, ejet af Martin Olesen og Daniel Madsen.
-Det er da fedt at få sådan en anerkendelse. Det er et skulderklap, og vi er da også stolte over at andre erhvervsdrivende synes vi er gode, siger ejerne samstemmende.
Prisvinderne vidste i virkeligheden slet ikke at de var blevet nomineret, så det kom som noget af en overraskelse, at de overhovedet var i tankerne. Og endnu mere overrasket blev de, da det viste sig at prisen var deres.
Falsk P-bøde
Det er nok de færreste, der udser sig en mindre landsby til at være det rette sted at drive en virksomhed. Ikke desto mindre var det den beslutning der blev truffet, da de to unge fyre skulle starte værkstedet.
Ejerne havde igennem et stykke tid været på udkig efter velegnede lokaler, og da de viste sig at ligge i Gøttrup blev det der erhvervseventyret startede 1. maj 2023.
De fortæller, at stedet rummede gode muligheder for et autoværksted og det viste sig, at det ikke var afgørende, at virksomheden havde bosat sig i en landsby. Kun 14 dage efter opstarten måtte de sande, at der med en fyldt ordrebog flere måneder frem var brug for, at de begge arbejdede fuld tid med virksomheden. -Vi havde ikke lige regnet med at det gik så stærkt, siger Martin Olesen.
En af årsagerne til succesen har også været, at ejerne har gjort meget ud af at markedsføre sig – også på en lidt mere utraditionel måde.
-Vi har både brugt Facebook og radio, for at komme så bredt omkring som muligt, forklarer ejerne og fortsætter: – Noget mere utraditionelt er nok, at vi havde fået produceret en falsk P-bøde. Den blev sat i bilruderne rundt omkring i Fjerritslev og indeholdt et tilbud om rabat til nye kunder. -Og det vakte opsigt, fortæller ejerne.
Martin Olesen fremhæver også familiens støtte som en vigtig faktor for succesen. Med tre børn er forståelse og opbakning på hjemmefronten afgørende for, at han kan dedikere sig fuldt ud til virksomheden.
Bag kåringen af Årets Iværksætter står Erhvervsforeningen Jammerbugt i samarbejde med erhvervskontoret Vækst Jammerbugt. Arrangementet blev afholdt på Jetsmark Idrætscenter, og knap 100 havde reserveret plads til prisoverrækkelsen.
Aftenen blev indledt med en velkomst fra Erhvervsforeningens formand Brian Bertelsen. Herefter tog aftenens foredragsholder, Tahir Siddique – kendt fra Løvernes Hule – ordet.
Han fortalte levende om sin opvækst på Vestegnen i København, tiden hos Mærsk og hans første start up af virksomheder, hvor ordentlighed, flid og respekt for støttepersoner var vigtige elementer for hans virke. Aftenen bød også på et indlæg fra sidste års vinder af iværksætterprisen – Louise Gorell Mackenhauer – ejer af Rødhus Café og Isbar.