Nyheder
imported

Aktiv efterårsferie båret af de mange frivillige

Team Frivillige gør Destination Blokhus endnu mere attraktiv.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Der bliver snakket, grinet og ikke mindst arbejdet. En gruppe fra Team Frivillige har som en af årets mange opgaver haft travlt med at gøre klar til efterårsferien med oppyntning af Blokhus-Hune-området. Noget, som giver gæsterne en hyggelig og stemningsfuld velkomst til destinationen.
Team Frivillige udfører opgaver nærmest året rundt for at sikre, at der altid er masser af oplevelser i Blokhus.

Med fra starten

Georg Sørensen er af de hjælpere, der har været med lige fra starten af.
Sammen med hustruen Bodil har han boet i Blokhus i 5 år, men har længe før haft sommerhus i byen, og parret havde besluttet sig for at flytte fra Hjallerup til Blokhus, når de blev ældre.
– Jeg har været frivillig i 30 år, blandt andet ved Hjallerup Marked og tidligere været formand for Hjallerup IF. Så da vi flyttede herop, sagde jeg til min kone, at vi kunne ikke sidde og læse avis og se tv hele dagen. Vi skulle ud og møde nogle, siger han.
Og så kom de med i gruppen af frivillige.
– Det har siden udviklet sig til et fuldtidsjob, siger han med et smil.
Men indsatsen giver også en masse tilbage.
– Næsten hver gang vi mødes, så er der kommet nye til. Det er også en rigtig god måde at lære nogle at kende på, og det giver meget tilbage i form af fællesskab, og vi har det sjovt sammen, fortæller Georg Sørensen.

Engelsk inspiration

Team Frivillige tæller omkring 80 ildsjæle, og de gør en virkelig vigtig indsats for Blokhus, lægger eventkoordinator Jannie Ratke ikke skjul på.
– De udfører et stort og meget flot arbejde, og det betyder, at vi kan holde de mange events i Destination Blokhus. Uden dem var det slet ikke muligt at gennemføre alle disse ting, siger Jannie Ratke.
Hun peger på tre ben, og ingen af dem kan undværes.
Det er erhvervslivet, som kommer med økonomien. Kommunen, der assisterer som tovholder og planlægger events. De frivillige, der udøver arrangementerne.
Opbygningen af korpset tog fart efter, at bestyrelsen i erhvervsforeningen havde været på studietur til Sydengland, hvor der netop er en stærk frivillige-kultur.
– Det handler om at gøre meget for at fastholde og påskønne de frivilliges indsats og ikke presse dem. Man binder sig ikke til faste opgaver eller dage, og selv om man af en eller anden grund ikke kan være aktiv hjælper, så er man stadig en del af fællesskabet og hvilende medlem i en periode, forklarer Jannie Ratke.
– Vi kan altid bruge flere frivillige, men de er gode til at hverve selv, og vi har fået mange nye de sidste par år. De er gode til at tage mod hinanden og har et stort sammenhold. De hygger sig, og vi holder flere sociale arrangementer. De kommer med en ufattelig og smittende livsglæde og gør en forskel for Blokhus, som de virkelig elsker. Og som tilflytter er det en god måde at få et netværk på, fortæller Jannie Ratke, som gerne hører fra nye frivillige.
 

Læs om fantastiske oplevelser og events