aldi
Blokhus

Aldi lukker og slukker

Fremtiden for butikken i Hune er stadig ikke afgjort

Den tyske discountkæde lukker deres forretninger, og trækker sig helt ud af Danmark efter mange års underskud.
Det oplyste Aldi i december.
En række af deres butikker lukker og slukker her i februar, og øvrige tænkes overtaget af Rema 1000.
Det er derfor snart sidste chance for at handle i Aldi, men ikke i Hune.

-Aldi-butikken, som ligger i Hune ved indfaldsvejen til Blokhus, er ikke omfattet af ophørsudsalg, udtaler Louise Wendelbo, Kommunikationschef i Aldi Danmark.

Butikken er en af dem, der planlægges at overgå til Rema 1000, og den er derfor åben som normalt, indtil overdragelsen til REMA 1000 bliver en realitet. Det vil ske, når handlen er godkendt.

– Pt afventer vi konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen, fortæller Louise Wendelbo.
Butikkerne, der endegyldigt lukker, er begyndt at holde ophørsudsalg. Ophørsudsalget planlægges efter hvornår det er deres sidste åbningsdag.
Her i lokalområdet drejer det sig bl.a. om Aldi i Løkken, Aldi i Hjørring og Aldi i Fjerritslev.

Stort ophørsudsalg

De 3 butikker, som lukker, afholder stort ophørsudsalg. Det skydes i gang fredag 3. februar og fortsætter til torsdag 9. februar, som er deres sidste åbningsdag.

Fra den 3. – 5. februar er der 30 % rabat på alle varer, fra 6. – 7. februar er der 50 % og til slutspurten gives der hele 70 % rabat på de tilbageværende varer.
Der er dog varegrupper som er undtaget, og det drejer sig om pant, tobak, modermælkserstatning, håndkøbsmedicin, magasiner og aviser.

-Detaljerne for et eventuelt ophørsudsalg i butikken i Hune, har vi ikke på plads endnu. Rema 1000 overtager ikke varelageret, og der vil givet vis blive en form for ophørsudsalg, men det kan vi ikke sige noget om, så længe handlen ikke er godkendt.
Jeg kan derfor ikke sige, at det vil foregå som i de øvrige Aldi butikker, som lukker her februar, afslutter Louise Wendelbo.

Læs om fantastiske oplevelser og events