Nyheder

Stærk sommer i skoven

 | FOTO: Redaktionen
Nordmændene er tilbage i Fårup

Efter en veloverstået sommer kan Fårup Sommerland gøre status på årets højsæson med en særdeles stærk afslutning. Samtidig oplever Fårup en markant fremgang blandt norske gæster, der for alvor er på vej tilbage til Danmark.

Sommeren går på hæld, og dermed kan Fårup gøre foreløbig status på årets højsæson. Her kan forlystelsesparken se tilbage på en veloverstået sommer med høje besøgstal i de sidste uger af sommerferien og i august.

En del af forklaringen skal ifølge Fårup findes på den anden side af Skagerrak. I år har Fårup således oplevet en fremgang på 34 procent i antallet af norske gæster sammenlignet med sidste år. På Hotel Fårup har udviklingen været særligt tydelig. Her har nordmændene i juli udgjort 26 procent af det samlede antal gæster, mens antallet af norske gæster på Skovbrynet i juli måned er steget med 42 procent sammenlignet med året før. Udviklingen kommer efter flere år, hvor både en svag norsk krone og ændrede rejsemønstre efter corona har kunnet mærkes i den nordjyske turisme.

– Vi er rigtig glade for den sommer, vi kan se tilbage på. Særligt august måned har udviklet sig pænt med mange besøg fra både danske og udenlandske gæster, og så glæder det os meget, at vi igen ser flere norske familier lægge vejen forbi Fårup. Nordmændene har historisk været en meget vigtig gæstegruppe for både os og resten af den nordjyske turisme, og derfor er det positivt, at man igen kan spotte mange norske nummerplader i det nordjyske turismelandskab, siger Niels Jørgen Jensen, adm. direktør i Fårup og fortsætter:

– Nordjylland har rigtig meget af det, som norske familier efterspørger, og den korte afstand gør det oplagt at kombinere en tur til Danmark med forskellige oplevelser og overnatningsmuligheder. Derfor er det også vigtigt for os, at vi fortsat investerer i vores oplevelsestilbud, så der er gode grunde til at besøge Fårup som destination både i højsommeren og på andre tidspunkter af året, siger Niels Jørgen Jensen.

Sæsonslutspurt sættes ind

Selvom efteråret officielt har meldt sin ankomst, er 2026-sæsonen langt fra slut i Fårup. Efteråret er de senere år vokset til en vigtig del af Fårup Sommerlands sæson. Sidste år besøgte mere end 108.000 gæster parken i løbet af de 13 åbningsdage i oktober med Høstfest og Lysfald, hvilket satte ny efterårsrekord.

I år får efterårsprogrammet desuden en helt ny tilføjelse. Den 3. oktober lancerer Fårup Lysfald Løbet HYBRID, der kombinerer løb gennem den oplyste park med styrkeøvelser på en række stationer undervejs. Det nye format bliver en del af det eksisterende Lysfald Løb, som de seneste år har tiltrukket flere tusinde deltagere.

– Vi har gennem en årrække arbejdet målrettet på at skabe flere gode grunde til at besøge Fårup uden for den klassiske sommerferie, og efterårsferien er blevet et rigtig godt eksempel på, at indsatsen har båret frugt. Høstfest og Lysfald er efterhånden blevet en tradition for rigtig mange familier, og med det nye Hybridløb bygger vi videre på et løbskoncept, som allerede samler tusindvis af deltagere. Så vi glæder os til en spændende slutspurt på sæson 2026, siger Niels Jørgen Jensen.

Flere nyheder