Savner du inspiration til kulturelle oplevelser i de kolde vintermåneder eller mangler du stadigt at købe de sidste par julegaver, kan et kig på forårets koncerter på Jammerbugt Kulturcenter varmt anbefales.
Det bliver magisk
Traditionen tro indleder Dansk Slagerparade i januar med deres festlige show, hvor du kan opleve Dorthe Kollo, Anders Bircow og Lise Haavik, bakket op af rutinerede husorkester Klaus & Servants. Er du mere til Rock’n’roll og rå kvinderøst, kigger Michelle Birkballe og band forbi fredagen inden vinterferien.
Du kan desuden, sammen med Dodo, fejre 50 året for udgivelsen af Svantes Viser i februar eller bjergtages af DOORS LEGACY’s fantastiske udgaver af de udødelige klassikere fra The Doors musikkatalog i marts og have den hyggeligste ”Spis Tapas, syng med og stå på bordene aften”, når Claus Hassing med sin akustiske guitar og lune smil, indtager scenen lige efter påske.
– Jeg glæder mig ustyrligt til at kunne præsentere to af de nye stærke kvinder fra det danske musikliv i april måned, udtaler koncertansvarlig Mads Mølgaard og fortæller videre;
– Her vil Victoria Siff, med kunstnernavnet Loud Tiger blæse os bagover med sin enormt kraftfulde stemme og Country/Americana-inspirerede musik og Lydmor, der helt alene på scenen med kun sin stemme samt et flygel, vil sende os på en drømmende tur i hendes kringlede musikalske univers.
De har begge min største anbefaling er herfra, tjek dem ud, det bliver magisk, fortæller Mads.
Der er allerede rift om billetterne til flere af forårets koncerter, hvor solokoncerten med Michael Falch allerede er totalt udsolgt, så vent ikke for længe med at sikre dig pladser til netop dine favoritter.