anderæs 1
Blokhus

Anderæsets jubilæum fejret med manér

Flere hundrede deltog i den populære oplevelse
 | FOTO: Poul Nymark  

I juli fejrede anderæset 10 års jubilæum, og det foregik med særlige jubilæumsaktiviteter og hele 2 anderæs på samme dag. De mange gæster var stimlet sammen og fulgte intenst med fra strandbredden, da de små ænder blev søsat og i fuld fart begav sig mod Vesterhavet. Vinderne blev kåret på podiet, hvor de fik overrakt de flotte jubilæumsmedaljer, og stranden var fyldt med glade familier.

-Det var en kæmpe, kæmpe succes. Ordene kommer fra en meget glad formand i Blokhus Strand Bådlaug, Jakob Freundlich. Der var massiv søgning til boderne, da deltagerne skulle indskrives forud for løbene. Vi ligger normalvis på omkring 200 deltagende ænder, og denne dag blev der solgt lige knap 500 ænder til både børn og voksne. Det var langt over vores forventning, og vi er yderst tilfredse. Som noget helt nyt i år annoncerede vi jubilæet i avisen. Mange gæster kom og sagde, at de havde set det i avisen, så det var bestemt givet godt ud. Det har vi taget til efterretning. Vi vil helt sikkert prioritere markedsføringen højere fremover.
Samtidig var foreningen heldige med vejret.

-Der var ikke decideret strandvejr, men heller ikke dårligt vejr, og det betød også at flere gæster søgte mod anderæset, vurderer formanden.

Positivt samarbejde

Den store deltagelse i jubilæet, salg af ænder og modtagne donationer betyder også at de økonomiske udgifter, der er blevet afholdt i forhold til nyindkøbte ænder og pavillon, allerede er dækket ind nu.

-Det overstiger helt vores forventninger, fortsætter formanden. Hele ideen med anderæset var udover at lave noget aktivitet på stranden nemlig også at generere noget økonomi til huslejen i Fiskernes Hus, hvor bådlauget hører hjemme.
Derudover vil Jakob Freundlich gerne rose og fremhæve det positive samarbejde, som foreningen havde med Kanonlauget, Søstjernerne og Iscafeen Blokhus, som hver især understøttede jubilæet på forskellig vis.

Vil man gerne støtte et godt formål og det ekstra liv, der er på stranden, så er alle også velkomne til at tegne et medlemskab i foreningen på 250 kr. årligt, opfordrer Jakob Freundlich.

Det giver bl.a. også adgang til generalforsamlingen i februar med servering af gule ærter, øl og en snaps.

Næste gang, der afholdes anderæs på Blokhus Strand er søndag den 8. oktober, som er det sidste for i år.

Anderæset

Anderæset er et helt simpelt setup.
Små fine plastikænder bliver søsat fra broen over bækken, og med fuld fart på vandet begiver de sig mod Vesterhavet.
Hvem kommer først over målstregen. Spændingen er intens og følges tæt fra strandbredden.
Hver and koster 30,- og så er man både garanteret at få anden med sig hjem og en lækker is bagefter.
-Samtidig er der præmie til de første 3, der vipper over målstregen, men også til den dovne and, som kommer sidst.

Der er altid minimum 4 aldersbestemte præmier og også flere desto flere ænder, der deltager, oplyser formanden.

Læs om fantastiske oplevelser og events