Nyheder
imported

Anita og Cecilie vinder iværksætterprisen

Da Erhvervsforeningen for Jammerbugt Kommune i onsdags d. 16. november uddelte Årets Iværksætterpris 2016 til en succesfuld iværksætter i Jammerbugten, faldt valget på Kunstcaféen Blokhus, med Anita og Cecilie Michaelsen ved roret

Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis

– Det er bare helt vildt. Vi er simpelthen så glade, men ikke mindst utroligt rørte, fortæller Anita Michaelsen umiddelbart efter prisoverrækkelsen med tårer i øjnene.  – Hvordan kan vi nogensinde takke alle vores trofaste og fantastiske kunder, nok? De er jo hele grundlaget for at vi vinder, siger hun.

Kunstcaféen i Blokhus er med Anita Michaelsen vinderen af årets iværksætterpris, fordi de med succes og positive tal på bundlinjen formår at drive et helårsåbent spisested i et sæsonpræget område.

– Kunstcaféen har siden opstarten været inde i en rivende udvikling, og har netop igangsat en udvidelse der kan imødekomme den stadig stigende efterspørgsel. Kunstcaféen udmærker sig desuden ved en ekstraordinær hyggelig atmosfære og høj kundeservice, som virksomheden har arbejdet fokuseret med via målrettede uddannelsesforløb. Anita har med øje for virksomhedens fremtid tænkt på og forberedt et fremtidigt generationsskifte, og dermed sikret grundlaget for, at virksomheden også på lang sigt kan fortsætte og udvikle sig til gavn for medarbejdere, lokal samfundet og dets ejere. De økonomiske resultater fremstår positive og flotte, forklarede Brian Bertelsen, Fmd. Erhvervsforeningen for Jammerbugt Kommune

Udvidelse

I fredags åbnede Anita dørene op. Glasdørene – ind til de tilstødende lokaler, der indtil for nyligt var forpagtet ud til Blokhus Lifestyle. – Jeg har længe gået og tænkt over, om jeg burde udvide, fordi vi simpelthen alt for ofte har måttet sige nej til gæster, fordi vi ikke har haft pladser nok, forklarer Anita.

Anita har indrettet den nye fløj – der dels skal bruges som cafédel men også til selskaber – med gamle møbler med retro-udtryk. – Gæsterne skal gerne have følelsen af at komme ”hjem” i mormors stue. Vi har været rundt i diverse genbrugsforretninger for at skabe den helt rigtige stemning. Det er et fleksibelt rum med ukurante borde, hvor man kan sidde 4 -6 – 8 personer, fortæller Anita. Indenfor det sidste år har Anita udvidet personalet fra fem til femten ansatte i vinterperioden.  – Der kommer også lidt praktiske ændringer i køkkenet, således vi får mere plads så personalet kan komme rundt og lave endnu mere mad, forklarer Anita, der med en vis ydmyghed i stemmen afslutter med at sige: – Nu må vi se, hvordan det går. Vi glæder os i hvert fald helt vildt. Den suveræne opbakning og tillid fra de lokale, skal vi jo leve op til, og det vil vi gøre vores bedste for. 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events